Dyreste løbesko taber test

Foto: Kristian Brasen

Testens dyreste løbesko, ‘Karhu Strong 3 Fulcrum Ride’, sidder dårligt på foden og giver mindst stødabsorbering. Det viser Søndagsavisens laboratorietest af otte par løbesko.

Taberskoen er inspireret af barfodsløb og skaber ifølge producenten en naturlig instabilitet, der træner kroppens muskler og gør motorikken bedre. Men instabiliteten er kun en god ide til gang – ikke til løb, mener professor i biomekanik Ewald Hennig fra Essen Universitet, der har udført testen.

»Testløberne følte sig meget usikre, fordi de var tvunget til at balancere ved hvert eneste skridt, de tog, og det er ikke godt. Når man løber, vil man have stabile sko,« lyder det fra den tyske professor.

Resultatet undrer Finn Mansur, hvis firma sælger Karhu i Danmark. Han siger, det er en populær løbesko i specialbutikker, og at han kun har hørt ros fra køberne.

Pas på ‘barfodsløbesko’

Du skal træde varsomt, hvis du overvejer barfodsløb eller sko, der er inspireret heraf. Det mener Ewald Hennig, der er en af verdens førende specialister i løbesko og løbs påvirkning af fødder og led.

»Kroppen bygger muskler op, som kompenserer for skoenes manglende støddæmpning. Men det skal ske langsomt og over længere tid, ellers øger det risikoen for skader. Vi har set en kraftig stigning af skader hos løbere, der anvender den type sko,« siger Ewald Hennig.

Undgå skader – vælg de rette sko

Generelt er dårlige løbesko en af de hyppigste årsager til skader og overanstrengelser hos løbere. Især nybegyndere og motionister, der ikke løber så ofte, er udsatte. Stærke muskler beskytter nemlig bedre mod skader end utrænede muskler. En god løbesko skal være stødabsorberende og stabil, og pasformen skal være i orden.

»Det er selvfølgelig vigtigt, at en løbesko sidder godt. Men man skal ikke glemme også at tænke på skoens evne til at beskytte mod skader,« siger Ewald Hennig. Nike Lunar Eclipse+ 2 er den mest stabile løbesko, mens Puma Complete SLX Setsuna LST absorberer stød bedst. Asics GT-217 sidder bedst – og er samlet set den bedste løbesko i testen.

Se hele testen her

SÅDAN VÆLGER DU LØBESKO

1. Lær dine fødder at kende. Flere butikker tilbyder en løbestilsanalyse, hvor du kan fi nde ud af, om dine fødder pronerer (hælder indad) eller supinerer (hælder udad), når du løber.

2. Hvis du overpronerer, skal løbeskoene være ekstra stabile. Hvis du supinerer, skal skoene have ekstra støddæmpning.

3. Vælg sko, som sidder godt og føles rigtigt, når du løber. Det er lige meget, hvor godt skoene beskytter, hvis de ikke sidder godt. Spørg i butikken om du må løbe en prøvetur.

4. Vælg sko efter hvilket underlag, du løber på. Hvis du løber mest på asfalt, er det ekstra vigtigt med en god støddæmpning.

5. Slidte løbesko beskytter ikke dine fødder og ben godt nok. Slidte sko skal smides ud efter 800-1.000 kilometers løb. Det svarer til cirka et års brug, hvis du løber 15-20 kilometer om ugen.

Kilde: EWALD HENNIG, PROFESSOR I BIOMEKANIK VED ESSEN UNIVERSITET

Andre læste også