Der bliver færre Panodil-piger

Faldet i antallet af Panodil-piger betyder ikke, at pigerne blot har fundet en ny måde at forsøge selvmord på, mener professor Merete Nordentoft. Polfoto

Unge piger der skærer i sig selv og tumler med forskruede kropsidealer. Der er ikke mangel på dårlige nyheder om danske pigers psykiske problemer. Men for en gangs skyld er der godt nyt fra denne front.

Antallet af de såkaldte Panodil-piger er nemlig faldet med 21 procent på blot et år. I 2010 blev 1.029 piger mellem 12 og 20 år indlagt med en forgiftning af svag smertestillende medicin, mens der i 2011 blev indlagt 812 piger.

Det viser nye tal fra Landspatientregistret under Sundhedsstyrelsen.

Faldet skyldes formentlig, at man i begyndelsen af 2011 gjorde det forbudt for unge under 18 år at købe svag smertestillende medicin uden recept, mener Merete Nordentoft, der er professor i socialpsykiatri og psykiatrisk epidemiologi fra Psykiatrisk Center Bispebjerg.

Pigerne kunne dermed ikke længere spontant gå ind i en kiosk og købe en dødelig dosis piller.

»Det er et skridt i den rigtige retning, og det tyder på, at tilgængeligheden rent faktisk har en betydning,« siger hun.

Finder ikke på nye metoder

Faldet kommer efter en lang årrække, hvor antallet bare er steget år efter år.

I 1997 var der 221 indlæggelser med forgiftninger af svag smertestillende medicin blandt de unge piger, mens antallet toppede i 2009 med hele 1.135 indlæggelser.

Når tallet falder markant nu, skyldes det ikke, at de unge piger blot har fundet en ny måde at forsøge at begå selvmord på.

»Der er ingen dokumentation for, at man ved at gøre en metode mere vanskelig får folk til at skifte til andre metoder,« siger hun.

De nye tal glæder da også sundhedsminister Astrid Krag (SF).

»Det er rigtig dejligt at se, at vi er kommet et godt stykke vej med denne aldersgrænse,« siger hun.

Merete Nordentoft understreger dog, at antallet stadig er alt for højt, og det må være fordi, resten spiser den medicin, deres forældre har stående i skabene.

Gør pakkerne mindre

Derfor mener hun, at man ligesom i lande som Frankrig, Irland, England, Norge, Sverige og Finland bør indføre receptpligt for større pakninger af smertestillende medicin og kun tillade salg af mindre pakninger – op til 20 eller 25 stk. – i blisterpakninger i håndkøb på apoteker og i dagligvarebutikker.

»Der er en stor gruppe unge, der er meget impulsive. Derfor skal det ikke være alt for let at købe større mængder smertestillende medicin,« siger hun.

Sundhedsministeren er dog ikke parat til at indføre receptpligt for større pakninger.

»Den videre vej må være at sørge for, at de, der kan købe de store pakker, bliver stadig mere opmærksomme på, hvor og hvordan de opbevarer medicinen,« siger hun.

Andre læste også