Massive prisstigninger på forsikringer

Foto: Colourbox

Prisen på forsikringer stiger med raketfart.

I løbet af det seneste år er det i gennemsnit blevet næsten 1.400 kroner dyrere for en almindelig familie med to børn at tegne en standardpakke af forsikringer: hus, indbo, ulykke og bil. 1.400 kroner svarer til en stigning på næsten otte procent – langt mere end den almindelige prisudvikling i samfundet.

Det viser en omfattende undersøgelse, som Søndagsavisen har foretaget på baggrund af prisoplysninger i forsikringsbranchens eget sammenligningsværktøj, Forsikringsguiden.dk.

»Stigningen skyldes først og fremmest de mange voldsomme skybrud, vi har været udsat for,« siger Trine Andrup, kommunikationschef i forsikringsselskabet Gjensidige.

Gjensidige er blandt de fire største skadesforsikringsselskaber i Norden. Selskabet ejer også Nykredit Forsikring.

Se prisforskellen her

Dobbelt op på huset

Netop hos Gjensidige har prisen for husforsikringer da også fået et gevaldigt nøk opad. Vores testfamilie skal i dag betale 6.816 kroner for sin husforsikring mod kun 2.930 kroner for et år siden. Altså langt mere end en fordobling af prisen.

I gennemsnit er husforsikringen for Søndagsavisens testfamilie i eget hus i Herlev steget fra 5.408 kroner til 6.162 kroner i de 10 selskaber, Søndagsavisen har undersøgt. Altså en stigning på 754 kroner.

Men det er langtfra kun husforsikringer, der er steget i pris det seneste år. Også prisen på familiens indboforsikring er blevet væsentligt højere. Det største spring ses hos Alka, hvor modelfamiliens indboforsikring er steget fra 1.218 kroner til 2.814 kroner. Igen mere end en fordobling.

I gennemsnit er indboforsikringen steget med 619 kroner fra 2.423 kroner til 3.041 kroner i de 10 selskaber.

Se prisforskellen her

Stabil pris på ulykke og bil

Til gengæld er der ikke sket meget, når det gælder familiens to sidste forsikringer, ulykkesforsikringen og bilforsikringen.

Hos Lærerstanden og Gjensidige er prisen på familiens ulykkesforsikring ganske vist steget med 3-500 kroner, men i gennemsnit er prisen kun steget med godt 30 kroner, da både Topdanmark og Alka har sænket prisen.

Se prisforskellen her

Enlige i lejlighed skånes

Søndagsavisen har også set på forsikringspriserne for en enlig uden børn i en lejet lejlighed på Østerbro i København. I dette eksempel indgår kun tre forsikringer, nemlig indboforsikring, ulykkesforsikring og bilforsikring.

I gennemsnit er de tre forsikringer steget med 259 kroner fra 10.486 kroner til 10.745 kroner. En stigning på blot 2,5 procent.

Ny normalsommer

Ifølge Troels Rasmussen, kommunikationsdirektør i Tryg, som er landets største forsikringsselskab, er der ikke umiddelbart udsigt til nye store stigninger – i hvert fald ikke i Tryg.

»Men det store spørgsmål for os – og alle andre selskaber – er, om de seneste somres skybrud bliver normalen fremover, og hvordan de store genforsikringsselskaber ser på den sag. Hæver de vores præmier, kan det godt smitte af på den enkelte kunde,« siger Troels Rasmussen fra Tryg.

Se prisforskellen her

Andre læste også