Nyheder
2. september 2010
Foto: Polfoto

Michael Gravgaard: Jeg investerer som Don Ø

Fodboldspilleren Michael Gravgaard bruger en stor del af sin tid på at få fodboldmillionerne til at yngle. Men ikke alle investeringer giver gevinst.
17. april 2009 13:15
Af MARTIN CHRISTIANSEN & MARTIN STEEN JENSEN, redak@sondagsavisen.dk
I fodbold går det op og ned. Det ved den 31-årige fodboldspiller Michael Gravgaard alt om. Han har både prøvet at blive kåret til årets fodboldspiller og blive udskreget til årets flop - det sidste efter bare én kamp til at vise sit værd. De samme markante udsving oplever den professionelle fodboldspiller for Hamburger SV også, når han jonglerer med sine fodboldmillioner i forskellige erhvervsprojekter. På lige fod med andre investorer har han også oplevet de seneste års økonomiske op- og nedture.

Siden Gravgaard kom til FC København, har den revisoruddannede fodboldspiller placeret en del af sine fodboldmillioner i de såkaldte KSselskaber, bedre kendt som 1 0 - m a n d s - s e l s k a b e r, hvor formålet blandt andet er at udjævne skatten over flere år.Foreløbig er fodboldskillingerne investeret i en bred vifte af selskaber - lige fra en økologisk saftvirksomhed i Danmark til svenske erhvervsvirksomheder og vindmøller i Tyskland.

- Jeg går grundigt til værks, inden jeg sætter mine penge i et selskab. Her vurderer jeg ikke mindst selskabets ide og afsætningsmulighederne. Og dernæst lægger jeg stor vægt på, hvilke personer der leder virksomheden. Her er jeg meget enig med Don Ø, som mener, at persongalleriet bag et projekt er afgørende for en succesfuld forretning, siger den tidligere Randers-, Viborg- og FCK-spiller, der betragter sig selv som en halvkonservativ investor og påpeger, at han aldrig kunne finde på at sætte sine opsparede midler i urealistiske projekter som »både, der sejler bananer fra Costa Rica til Afrika« eller tvivlsomme ejendomsprojekter i København.

Selv om han investerer med forsigtighed som rettesnor, indrømmer Michael Gravgaard, at finanskrisen også har ramt hans investeringer, Men han vil ikke sætte kroner og øre på, hvor meget han har tabt.

- Hvis jeg havde mulighed for at gøre nogle af mine investeringer om, ville jeg ikke tøve et sekund med at gøre det, siger Michael Gravgaard efterfulgt af et ansigtsudtryk, så man ikke betvivler hans ord.

Modsat vil han heller ikke sige, hvad der har været hans bedste investering gennem tiden - ud over at han var godt tilfreds, da han som studerende solgte sin gamle bil for det samme beløb, som han i sin tid gav for den. Det kan man da kalde for jysk beskedenhed.

Penge er et tabu

Umiddelbart kunne man tro, at den revisoruddannede Michael Gravgaard bliver kontaktet af sine løntunge fodboldkollegaer for at få gode råd til at optimere privatøkonomien, men det er ikke tilfældet.

- Det er et tabu blandt fodboldspillere at tale om penge. Men generelt er fodboldspillere meget konservative i deres investeringsstrategi, idet man ved, at fodboldpengene bliver tjent i en kort årrække, og de skal holde hele livet, siger den hovedstødsstærke forsvarsspiller, der dog indrømmer, at han i landsholdssammenhæng får snakket lidt investeringer med især angriberen Jon Dahl Tomasson.

Investerer i spillerbussen

Ud over den revisoruddannelse, han har i bagagen, bruger Michael Gravgaard 15-20 timer om ugen på at pleje sine investeringer. Selv når han sidder i spillerbussen til en udebanekamp, spilder han ikke tiden. Her studerer han de økonomiske tabeller og kurver i Jyllands-Postens lyserøde sektioner. Og Michael Gravgaard er hård over for de selskaber, som ikke arbejder samvittighedsfuldt nok for de fodboldpenge, han har skudt ind i deres selskab.

- Hvis jeg mærker, at ledelsen ikke arbejder lige så seriøst, som hvis det er deres egne penge, der er på spil, bliver jeg skuffet. Så brænder de ikke nok for det, siger den bomstærke forsvarsspiller, der gerne tager en konfrontation med selskabets ledelse - »ved at puste lidt til ilden, så der vifter nogle gløder frem,« som han formulerer det.

- Det skulle gerne hjælpe til, at selskabet igen kommer på rette spor.

Vil ændre skattereglerne

Forestil dig følgende: En almindelig lønmodtager tjener 200.000 kroner om året over fyrre år. En professionel fodboldspiller tjener 800.000 kroner om året over ti år, og bagefter tjener han ingenting. Selv om de gennem deres erhvervskarriere tjener det samme, får lønmodtageren klart mest ud af det, fordi fodboldspilleren skal betale topskat af sin indtægt - modsat lønmodtageren. Det er uretfærdigt, mener Michael Gravgaard, der ønsker skattesystemet ændret, så professionelle fodboldspillere får mulighed for at udligne skatten over flere år.

- Jeg går ikke efter særbehandling af fodboldspillere, men efter, at vi økonomisk bliver ligestillet med andre lønmodtagere, siger Michael Gravgaard.
Annonce
Kommentarer (2)
jan hansen
18. april 2009 13:39
Uanset jeg kan følge lidt fornuft i at man betalte lidt mindre i topskat.. eller hævede grænsen for topskat, syntes jeg argumentet er tyndt... at en fodboldspiller tjener sine penge over en kort årrække. Hvad er det der forhindrer en fodboldspiller i at finde et andet arbejde efter fodboldkarrieren ? Lige nu tror jeg nok vi mangler sosu assistenter.
Rasmus Ole Hansen
19. april 2009 16:49
Godt argument af Gravgaard. Det er urimeligt at skattesystemet er bygget op således at to borgere kan have samme livsindkomst før skat, men alligevel opleve vidt forskellig livsindkomst efter skat.
Nyheder lige nu
Annonce
Michael Gravgaard...
Født 3. april 1978 (31 år)

Klubhold: Randers Freja (1996- 2002), Viborg F.F. (2002-2005), F.C. København (2005-2008), FC Nantes (2008-), Hamburger SV (udlejet 2009-)

Landshold: 18 kampe, fem mål

Uddannelse: HH, Randers Handelsskole (1994-1997), Cand.merc.aud., Handelshøjskolen, Aarhus Universitet (1997- 2002. Gravgaard mangler at afslutte et enkelt lille fag, før han formelt kan kalde sig cand.merc.aud.)
Annonce
Annonce