Test
2. september 2010

Fantastisk Peugeot-design

Afløseren til Peugeot 407 slår nye, dristige toner an.
27. februar 2010 11:36
Af STEEN BACHMANN, vroom@sondagsavisen.dk
Peugeot fylder 200 år i 2010 og fejrer det med en ny, dristig designstil. Konceptbilen '5' debuterer på udstillingen i Genève som et varsel om afløseren til Peugeot 407. Den viser en fortolkning af mærkets nye stil på linje med sportsvognen SR1, som blev vist sidst på året i 2009.

Bilen er baseret på Peugeos HYbrid4-teknologi med diesel- og elmotor, der har været under udvikling i tre år og dukker op på det danske marked i 2011 i Peugeot 3008 Hybrid. Forrest i konceptbilen er her LED-lygter med nye belysningsdetaljer, der er designet til at fremhæve bilens linjer.

Grillen er tegnet i samme stil som konceptbilen SR1, og tanken er, at den ser ud, som om den nærmest er en separat del af bilen. Det nye logo med den velkendte løve er placeret forrest på den lange fronthjelm i aluminium.

Bilens sider og skuldre fremhæves af vinduesrammer og dørhåndtag i børstet aluminium, og bilen har 19 tommer alufælge.

Samlet effekt på 200 hk

Baglygterne består af tre separate grupper af lygter, der skal gøre det nemt at genkende bilen i mørke.

Forrest ligger en toliters HDI-dieselmotor på 163 hk, og ved bagakslen er her en elmotor på 37 hk. Det giver en samlet effekt på 200 hk og et CO2-udslip på 99 g/km. Snitforbruget angives til 26,3 km/l.

Hybrid4-teknologien er udviklet som et modul, der kan bruges i kombination med andre motorer, platforme og modeller, og i løbet af de kommende år vil teknologien dukke op i de andre Peugeot-modeller.
Annonce