Fem sparepærer er testet. Ingen er så gode som glødepæren, men to skiller sig positivt ud
22. februar 2010 10:34
Af MICHAEL OHMSEN, mo@sondagsavisen.dk
September 2009 blev de første glødepærer udfaset til fordel for de strømbesparende sparepærer.
Men på mange områder når sparepæren ikke samme kvalitet som glødepæren.
Glødepæren giver mere lys end sparepæren: Cirka 480 lumen, mens de testede i gennemsnit lyser med 362 lumen.
Sparepærer giver et varmere lys: Lysets farvetemperatur måles i kelvin (K), og jo højere tallet er, jo koldere lys giver pæren. En glødepære lyser med cirka 2.800 K - de testedes gennemsnit er 2.524 K.
Glødepæren gengiver farver bedre: Den scorer 99 på RA-indekset, mens de testede i snit ligger på 84 point.
Til gengæld er sparepærer billigere i længden. De er dyrere at købe, men bruger til gengæld kun en fjerdedel af strømmen. Du kan spare 500 kroner om året ved at skifte syv glødepærer ud med A-mærkede sparepærer.
Og så lever sparepærer op til 15 gange længere end glødepærer.
SE TESTEN AF SPAREPÆRER HER
Selvom ingen af sparepærerne klarer sig lige så godt som glødepærerne, viser testen at især to pærer skiller sig ud.
Osram vinder testen, blandt andet fordi den giver det varmeste lys. Men måske især fordi den er testens hurtigste til at tænde.
Det tager Osram et halvt minut at nå 60 procent af maksimal lysstyrke og halvandet minut at nu 90 procent.
Det lyder måske af meget, men testens langsomste, Philips Softtone, tager knap fem minutter for at nå 90 procent af maksimal lysstyrke.
- Generelt kan og bør sparepærerne tænde væsentligt hurtigere, siger lysekspert Poul Erik Pedersen, der er projektleder i Elsparefonden.
På testens andenplads finder vi sparepæren fra Ikea. Den er billigere og giver derfor lang levetid for pengene. Samtidig tænder den relativt hurtigt.
Til gengæld giver pæren fra Ikea ikke så meget lys som de andre.
SE TESTEN AF SPAREPÆRER HER