Mange danskere bliver i forhold, som de dybest set ikke ønsker at være i. Se, hvorfor vi ikke tør gøre det forbi.
8% er sammen med en partner, som de dybest set ikke har lyst til at være sammen med.
KILDE: YOUGOV BLANDT 742 DANSKERE I PARFORHOLD
De fem hyppigste årsager
til, at vi det ikke gør det forbi:
1.
Jeg er bange for at blive ensom.
2.
Jeg kan ikke overskue de økonomiske konsekvenser.
3.
Jeg vil ikke såre min partner.
4.
Jeg har ikke fået taget mig sammen til at gå fra min partner endnu.
5.
Jeg vil ikke såre vores børn/barn.
Hver 12. dansker er sammen med en partner, som de dybest set ikke har lyst til at være sammen med. Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen blandt 742 danskere, der lever i et parforhold.
Undersøgelsen kommer ikke bag på sexolog Jakob Olrik. Han gætter på, at mange formentlig har haft lyst til at komme ud af forholdet i årevis – de kan bare ikke finde modet til at gøre en ende på det.
»Hvis man har været sammen i lang tid, tager det også lang tid at mobilisere kræfterne til at bryde ud af forholdet, « siger han og fortsætter: »Når man har børn og realkreditlån sammen, kan det virke meget uoverskueligt at gå fra sin partner.«
Vi frygter ensomheden
Det er især frygten for ensomhed og efterfølgende økonomisk morads, der holder danskerne fra at komme ud af et forhold, de ikke længere ønsker. Og så nænner mange ikke at såre partneren. Dicte Susse Pedersen, der er parterapeut i firmaet Kærlighed & Kildevand, møder også klienter, der længe har accepteret at være i forhold, der ikke fungerer.
»Når parforhold går i stykker, handler det næsten altid om, at kontakten er blevet brudt,« siger hun. »Det viser sig på flere planer. Til at starte med ophører sexlivet, og til sidst er der slet ingen øjenkontakt i forholdet længere,« siger hun.
Mange forhold kunne reddes
Begge eksperter er enige om, at mange forhold kan repareres, hvis begge parter ønsker at kæmpe for det. Men det skal ikke være for enhver pris, mener de.
»De fleste har prøvet at kæmpe lidt for længe. Vi kender jo alle forholdene, hvor man går fra hinanden og finder sammen igen i en uendelighed. Det bliver aldrig rigtig til noget – det bliver kun til et måske,« siger Jakob Olrik.
Dicte Susse Pedersen er enig. »Jeg går ikke ind for, at folk bliver sammen for enhver pris. Jeg går ind for, at folk bliver bevidste om at træff e relevante valg for sig selv,« siger hun.