Læs avisen online

Forældre er blinde for børns fedme

Ingen forældre mener, at netop deres barn er svært overvægtigt. Det kan få alvorlige følger i fremtiden

»Vi lever i et samfund med for lidt fysisk aktivitet og for let adgang til slik, sodavand og dårlig mad. En stor gruppe har lettere ved at udvikle overvægt og har dermed en øget risiko for sygdomme og dødelighed, når de bliver voksne,« siger overlæge Jens-Christian Holm. Foto: Colourbox
»Vi lever i et samfund med for lidt fysisk aktivitet og for let adgang til slik, sodavand og dårlig mad. En stor gruppe har lettere ved at udvikle overvægt og har dermed en øget risiko for sygdomme og dødelighed, når de bliver voksne,« siger overlæge Jens-Christian Holm. Foto: Colourbox


Der er cirka 60.000 svært overvægtige børn i Danmark. Det er mange mennesker med forhøjet risiko for dødelighed Jens-Christian Holm, overlæge

4 tegn på overvægt

1.

Bliver let forpustet og rødmosset i kinderne.

2.

Vælger stillesiddende ting og er svær at lokke til andet.

 

3.

Fokuserer meget på mad.

 

4.

Relativt tynde arme og ben, men æblerund om maven.



Tjek, om dit barn er overvægtigt, på Letterebarndom.dk.

Kilde: Fagligt selskab for sundhedsplejersker


Ifølge Sundhedsstyrelsen vejer hvert femte danske barn for meget. Det står i skærende kontrast til forældrenes opfattelse af deres børns vægt. Kun hver 20. af forældrene mener, at deres barn er for tykt, mens ingen vurderer, at deres barn er svært overvægtigt.

Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen blandt 366 forældre til børn mellem nul og syv år.

»Mange forældre er ikke opmærksomme på problemet. Dels vænner de sig til at se på deres eget barn, dels er der en tendens til, at børn er tykkere i dag end tidligere,« siger Kim Fleischer Michaelsen, professor i børneernæring ved Københavns Universitet.

Lettere at tale om alkohol

Sundhedsplejen i Høje Taa-strup Kommune afsluttede i 2005 et projekt om livsstilssamtaler med familier med børn i treårsalderen. Blandt familierne med overvægtige børn var det mest påfaldende, at hovedparten af familierne ikke selv kunne se, at barnet var overvægtigt.

»Det er et generelt billede, at forældre har svært ved at vurdere barnets vægt,« siger Susanne Hede, formand for Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, og nævner 'hvalpefedt' og 'vi er kraftigt bygget i familien' som klassiske forklaringer på barnets størrelse.

»Det er meget svært at tale med forældre om det. Det er lettere at tale med dem om overforbrug af rygning og alkohol. Børns overvægt rammer forældre hårdt, fordi de måske selv er overvægtige. Det er meget følsomt og et stort tabu,« siger Susanne Hede.

Sygdom og mobning

Men vi skal holde øje med børnenes vægt, når de er små, for 70 procent af de overvægtige børn bliver også overvægtige voksne.

»For at undgå overvægt senere er det relevant at holde øje med børnene, fra de er to-tre år i forhold til sundhedsrisikoen ved overvægt,« siger Jens-Christian Holm, der er overlæge og leder af enheden for overvægtige børn og unge på Holbæk Sygehus.

Blandt hans patienter er de mest almindelige konsekvenser af overvægten forhøjet blodtryk, forhøjede kolesteroltal og forstadier til type 2-diabetes.

Derudover er der de psykiske konsekvenser. For trods mange skolers mobbe-politikker er overvægtige børn stadig udsatte.

»Overvægtige børn har det ofte rigtig svært i skolen, hvor de bliver udsat for både verbale og fysiske overgreb,« siger Jens-Christian Holm.

»Der er cirka 60.000 svært overvægtige børn i Danmark. Det er mange mennesker med forhøjet risiko for dødelighed. Uanset hvis skyld det er, vil det ramme hele samfundet. Blandt andet i form af et lavere uddannelsesniveau,« siger han.




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?