Læs avisen online

Gemte sig på Mads Mikkelsens toilet

Danmarks nye, unge filmstjerne var helt vildt nervøs under optagelserne til 'En kongelig affære' - lige indtil Mads Mikkelsen tilbød, at han kunne bo hos ham.

Foto: Kristian Brasen
Foto: Kristian Brasen


Men hvad skal man opnå efter en Sølvbjørn? Kan det så kun gå ned ad bakke herfra?

Mikkle Boe Følsgaard

1996:

Spiller som børneskue-spiller Carl Jacobsen i 6. afsnit
af tv-serien 'Bryggeren'.

2002:

Spiller Kristian den 2. i den årlige skolekomedie på Helsinge Gymnasium.

2007:

Spiller med amatørgruppen 'Dramaterne' flere forskellige stykker i blandt andet Tisvildeleje Skoles skolegård.

2008:

Efter fjerde forsøg optaget på Statens Teaterskole.

2011:

Spiller død russisk håndlager i første afsnit af tv-serien 'Den som dræber'.

2012:

Får hovedrollen som Christian den 7. i storfilmen 'En kongelig affære' og vinder den eftertragtede internationale Sølvbjørn for bedste mandlige hovedrolle.


 

Kan jeg klare det? Er jeg god nok? Hvad kommer det her til at betyde?«

 

Tankerne strøg gennem hovedet på Mikkel Boe Følsgaard, da instruktør Nikolaj Arcel en decemberdag i 2010 ringede og fortalte ham, at han havde fået rollen som Christian den 7. i den danske storfilm 'En kongelig affære'.

 

Indtil da havde hans mest prominente rolle været rollen som død russisk håndlanger i et afsnit af tv-serien 'Den som dræber'.

 

Den 27-årige skuespiller havde ikke fortalt til nogen, at han havde været til audition. Derfor kom det også bag på både familie og venner, da han pludselig kunne fortælle, at han skulle spille over for Mads Mikkelsen i en film med et - i dansk sammenhæng - kæmpe budget.

 

»Min storebror syntes, at det var for fedt, og hele familien var i det hele taget bare stolte,« husker Mikkel.

 

En måned senere var de trygge rammer fra Teaterskolen skiftet ud med settet på 'En kongelig affære' i Tjekkiet. En af de første dage på settet sad de tre hovedrolleindehavere i en rundkreds og snakkede. Svenske Alicia Vikander, der spiller dronning Caroline Mathilde, og Mads Mikkelsen snakkede løs, men Mikkel kiggede stille ned i jorden.

 

»Er du o.k.?« spurgte Mads Mikkelsen ham pludselig.

 

»Det var jeg ikke. Jeg var nervøs. Rigtig nervøs. Lige pludselig skulle folk jo til at have en mening om mit skuespil,« siger Mikkel Boe Følsgaard.

 

Stress og nervøsitet har tidligere givet den unge skuespiller problemer. Helt fysisk. I pressede situationer har det før udløst næseblod på scenen og dårlig mave.

 

»Jeg har fået brændt mine næsebor for at slippe for næseblod, men min mave kan stadig give mig udfordringer.«

 

Udfordringen blev ikke mindre af, at Mikkel som den eneste af hovedrolleindehaverne i filmen ikke havde sin egen trailer.

 

Mads og Mikkel

»Fuck mand, har du ingen trailer? Så får du min! Så kan vi bare dele den,« lød reaktionen fra kollegaen Mads Mikkelsen, da han opdagede Mikkels situation.

 

Under trailerens store stjerneskilt med Mads Mikkelsens navn kom et mindre skilt op med Mikkel Boe Følsgaards navn.

 

»Så kunne jeg sidde der på Mads´ toilet før de store scener,« siger Mikkel Boe Følsgaard og griner.

 

Men den fælles trailer blev hurtigt mere end et praktisk arrangement.

 

»Vi sad derinde og spillede kort og hang ud. Mads var helt afgørende for, at der blev skabt tryghed og god stemning på settet. Og den dag i rundkredsen overbeviste han mig også om, at jeg var kommet igennem tre castings, fordi jeg var den rigtige til rollen.«

 

Forholdet til Mads Mikkelsen gjorde det også nemmere for Mikkel at sætte sig ind i rollen som Kong Christian den 7. og dennes fascination af livlægen Struensee.

 

»Kemien i filmen kommer fra en ægte glæde og oprigtig kærlighed mellem mig og Mads,« afslører Mikkel Boe Følsgaard.

 

Nervøs før filmfestival i Berlin

En torsdag i februar meldte nervøsiteten sig igen. Mikkel Boe Følsgaard var med filmholdet i Berlin til den årlige filmfestival.

 

På pressemødet så det nogle gange ud, som om Mikkel forsøgte at gemme sig bag de to andre stjerner, selv om han var i spil til en Sølvbjørn for bedste mandlige hovedrolle. Men det var ikke prisuddelingen, der plagede ham.

 

»Jeg frygtede, at de ville slagte mig, og jeg så skulle forsvare mig på engelsk. Men jeg blev heldigvis kun spurgt om, hvordan jeg havde forberedt mig på rollen, og det spørgsmål havde jeg allerede forberedt mig på.«

 

»Nicolaj (Arcel, red.) havde sagt, at vi helt sikkert intet ville vinde. Filmen passede ikke til, hvad de normalt belønner.«

 

Efter pressemødet skulle Mikkel egentlig være fløjet hjem. Men Nikolaj Arcel tog fat i ham og fortalte, at juryen godt ville have, at han blev til prisuddelingen. Men han havde ingen anelse om, hvad der skulle ske.

 

Så da Charlotte Gainsbourg kom på scenen for at uddele prisen og sagde hans navn, blev det helt tåget for Mikkel.

 

»Jeg glemte fuldstændig at kysse hende på kinden. Det er jo en katastrofe. Men det hele var så surrealistisk,« sukker Mikkel.

 

Allerede mandagen efter uddelingen meldte realismen sig igen. Her var Mikkel tilbage på skolebænken på Statens Skuespillerskole i København, hvor han stadig mangler et halvt år af sin uddannelse.

 

»Men hvad skal man opnå efter en Sølvbjørn? Kan det så kun gå ned ad bakke herfra?« spørger Mikkel retorisk.

 

Han mener ikke, at det er væsentligt, om han vinder flere priser fremover.

 

»En gang imellem rammer man bare lige en rolle, som ligger ekstra godt til en, og hvor folk lægger ekstra meget mærke til den rolle. Så går alle tingene bare op i en højere enhed. Og det gjorde det altså bare med mig og den her rolle. Hvis alt går godt, har jeg jo 40-50 år tilbage som skuespiller, før jeg bliver båret ud af et eller andet teater.«




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?