Jeg vil sgu ikke have mundkurv på

 

I skolen gik Anne-Grethe Bjarup Riis i klasse med en pige, der blev kaldt Ost. Pigen var virkelig dygtig til engelsk, meget bedre end Anne-Grethe Bjarup Riis, men alligevel var det Ost, der fik de dårligste karakterer af de to.

 

Det syntes Anne Grethe Bjarup Riis var forkert. Stik-hamrende forkert. Derfor rejste hun sig en dag op i timen og sagde til læreren, at det var uretfærdigt.

 

»Og så tog jeg hans sixpence og kylede den ad helvede til,« fortæller hun.

 

Anne-Grethe Bjarup Riis hader uretfærdigheder. Når hun støder ind i dem, rejser hun sig op og kæmper imod. Koste, hvad det vil.

 

Skuespillere, kendisser og andre offentlige personer er normalt meget forsigtige med at dele ud af deres holdninger og meninger - det kan jo skade deres gode navn og rygte.

 

For 46-årige Anne-Grethe Bjarup Riis - skuespiller, billedekunstner og forfatter - forholder det sig lige omvendt.

 

Ry som en hystade

»Jeg er, som jeg er, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg forsøger ikke at være på en bestemt måde. Jeg er kunstner og kan ikke lade være med at reflektere, det er en integreret del af min personlighed, og jeg kan slet ikke forstå, at folk kan lade være med at tage stilling,« siger hun.

 

Anne-Grethe Bjarup Riis har bralret op om sine politiske sympatier og om sin forkærlighed for økologi. Hun udstiller billeder af sig selv, hvor hun poserer splitternøgen med et af sine børn, og hun kaster sig aggressivt ind i kampen mod prostitution og de prostitueredes forsøg på at sælge sig selv som 'sexarbejdere', selv om de efter hendes mening slet og ret er 'fissehuller'.

 

»Medierne har kørt det op til, at jeg er for meget og en hystade, og masser af mænd mener, at jeg bare skal have proppet en pik i kæften og sendes hjem og skrælle kartofler. Men jeg vil sgu ikke have mundkurv på - man skal have lov til at slå i bordet, når det bliver for grotesk. Det er for sygeligt, at en prostitueret skal kalde sig 'sexarbejder'. Det giver et helt forkert signal, og jeg protesterer også på vegne af min datter,« siger Anne-Grethe Bjarup Riis.

 

Modet til at stikke ud og gøre en forskel er lige præcis temaet for den film, Anne-Grethe Bjarup Riis er aktuel med. Sammen med Anders Refn har hun instrueret filmen om Hvidsten-gruppen, der får biografpremiere over hele landet på torsdag.

 

Gruppen kæmpede mod den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig, og i 1944 blev otte af gruppens medlemmer henrettet af tyskerne.

 

Mor tog sig af opdragelsen

»Jeg beundrer dem for deres mod. De gik hele vejen, og det er en af grundene til, at vi kan sidde her i dag. De traf et valg, der rakte ud over dem selv. De så deres modstand i et større perspektiv, hvor de glemte sig selv,« siger hun og fortsætter:

 

»Det er jo ikke bare en film, men et historisk dokument. Det er vigtigt at forstå historien for at kunne forstå samtiden. Krigen er ramme om en fortælling, der også kunne inkludere frugthandleren i Tunesien, der satte ild til sig selv og satte gang i Det Arabiske Forår.«

 

Anne-Grethe Bjarup Riis er født og opvokset på Herning-egnen. Faderen var vognmand og kun hjemme i weekenderne. Moderen tog sig af opdragelsen af Anne-Grethe og hendes tre brødre.

 

»Der var ikke meget at rutte med, og min mor har lært mig at dele og at tage hensyn til fællesskabet,« siger hun.

 

Spørger man Anne-Grethe Bjarup Riis' mor, Grethe Bjarup Riis, gengiver hun også billedet af sin datter som samvittighedsfuld og i stand til at kunne sige til og fra i en meget tidlig alder. Allerede inden hun var fyldt et år, kunne hun sige sit første ord. Og lige siden har Anne-Grethe Bjarup Riis haft det - ordet - i sin magt.

 

Jeg var pivprovokerende

»Fra hun var helt lille, har hun været åben og direkte og haft sine meningers mod,« fortæller Grethe Bjarup Riis.

 

»En søndag morgen, da hun var to et halvt, sad vi og snakkede, da hendes far kom og blandede sig i samtalen. Det ville hun ikke finde sig i, og hun gav ham ren besked: 'Far, jeg vil ikke have, at du blander dig, når jeg sidder og snakker med mor',« husker moderen.

 

Anne-Grethe Bjarup Riis griner, når hun får genfortalt moderens erindringer. Hun kan sagtens genkende billedet af sig selv som provokerende og antiautoritær.

 

»Vi havde en dansklærer, der var nordjyde. Når hun sagde 'Anden Verdenskrig', lød det på hendes dialekt, som om hun sagde 'Anden Wadenskrig'. Så en dag rejste jeg mig op og spurgte: Altså, nu må du sgu bestemme dig: Hedder det 'Anden Verdenskrig' eller 'Anden Wadenskrig'? Jeg kunne virkelig være frygtelig. Jeg gik i læderjakke, og i tysktimerne sad jeg konsekvent med ryggen til læreren,« fortæller hun.

 

Ville hun selv have kæmpet?

Anne-Grethe Bjarup Riis er helt bevidst om, at hun skiller vandene, og at hendes rapkæftede facon formentlig også har ført til, at hun undervejs er gået glip af job.

 

»Det tænker jeg nok, at den har, men jeg sætter trods alt ikke livet på spil, som Hvidsten-gruppen gjorde. Jeg har en god familie, gode venner og masser af kærlighed i ryggen. Jeg behøver ikke at lefle for nogen,« siger hun.

 

Så bliver hun tavs et øjeblik. Tøver lidt. For ville hun selv have været frihedskæmper, hvis hun havde levet under besættelsen?

 

»Det er umuligt at svare på,« siger hun, da hun har tænkt færdig.

 

»Jeg tør godt stå op for mine meninger. Men derfra er der langt til at ville gå i døden for dem. Men lur mig, om jeg ikke havde været rodet ind i kampen på en eller anden måde.«