Læs avisen online

Jeg er altid i tvivl om mine evner

Vi kender Ellen Hillingsø som cool og kontrolleret. Men bag smilet gemmer hun på en grundfølelse af ikke at være god nok

Ellen Hillingsøs mor og mand er adelige, faren er general, og hele familien har altid været nære venner af kongehuset. »Jeg kender alt til fordomme om overklasseliv og jetset.« Foto: Simon Knudsen
Ellen Hillingsøs mor og mand er adelige, faren er general, og hele familien har altid været nære venner af kongehuset. »Jeg kender alt til fordomme om overklasseliv og jetset.« Foto: Simon Knudsen


 

Følelsen dukker op hos Ellen Hillingsø før enhver premiere: Er det godt nok? Kom jeg dybt nok? Fik jeg fortalt det, jeg ville? Skulle jeg have valgt den røde hat i stedet for den grønne hat?

 

»Det sker hver gang.Tvivlen er et grundvilkår,« siger hun.

 

Man lægger omgående mærke til 44-årige Ellen Hillingsø. Hun taler højt, har store armbevægelser og fastholder en med et nysgerrigt og åbent blik. Hun erobrer rummet meddet samme, hun træder ind i det.

 

Men inde bag det buldrende ydre gemmer hun på en lille, stille kerne af tvivl på sig selv og sit talent.

 

Tvivlen er den motor, der driver Ellen Hillingsø fremad og har været med til at slå hendes navn fast som en af landets mest respekterede og dygtigste skuespillerinder.

 

»Jeg investerer mig selv hundrede procent. Jeg har selvfølgelig lært en masse teknik, men dybest set er min egen person det råstof, jeg trækker på, når jeg går ind til en ny rolle,« siger hun.

 

Mødt med fordomme

Tvivlen er vokset frem på en grundfølelse af at være anderledes - og de fordomme, der er fulgt med.

 

Hendes mor og hendes mand er adelige, faren er general, og hele familien har altid været nære venner med kongehusets medlemmer.

 

For Ellen Hillingsø er det normalt. Det har været en del af hendes opvækst. Alligevel har hun altid skullet forholde sig til nyfigne spørgsmål til hendes royale forbindelser.

 

»Jo, tak, jeg kender alt til fordomme om overklasseliv og jetset. Men jeg kommer altså fra en helt almindelig familie i et helt almindeligt rækkehus i Charlottenlund. Jeg gik i en helt almindelig folkeskole,« siger Ellen Hillingsø.

 

Efter gymnasiet fik hun job på den københavnske tv-station Kanal 2. En af hendes kollegaer opfordrede hende til at søge ind på skuespillerskolen.

 

Det kunne næsten ikke ende anderledes. Talentet, temperamentet og lidenskaben har hun haft med fra naturens hånd.

 

en største dag i mit liv

»Fra jeg var helt lille, elskede jeg at fortælle historier, skabe atmosfære. Jeg kunne feste og elskede at piske en stemning op. Jeg var simpelthen så legesyg.«

 

»Inden optagelsesprøven gik jeg til timer hos Lane Lind. Jeg troede ikke selv på, at jeg ville komme ind, men det sidste, hun sagde, var: 'Bare rolig, Ellen, du kommer ind'. Og det holdt stik. Jeg er så privilegeret, at jeg altid har været omgivet af mennesker, der har troet på mig,« siger Ellen Hillingsø, der kalder optagelsen på skuespillerskolen i Aarhus og fødslerne af hendes to børn på nu ni og syv år for de vigtigste øjeblikke i hendes liv.

 

»Jeg var på arbejde på Kanal 2, da jeg fik brevet om, at jeg var optaget,« fortæller hun.

 

»Min bror Jens ringede og spurgte, om han måtte åbne brevet. Og så sagde han, at jeg var optaget. Jeg råbte og skreg af glæde og slyngede ud i rummet: 'Jeg siger op med det samme'.«

 

For Ellen Hillingsøs forældre kom optagelsen på skuespillerskolen ikke som den store overraskelse.

 

»For min mor var det vigtigste, at jeg fik en uddannelse og et job, jeg kunne leve af,« siger hun.

 

Red på dogmebølgen

»Første dag på skuespillerskolen var jeg meget nervøs. Skolen var i virkeligheden bare nogle lokaler. Ikke noget prangende overhovedet. Vi var seks i klassen og byggede selv nogle små interimistiske scener. Det var en fantastisk tid sammen med en flok skøre, selvoptagede, krukkede og vanvittige mennesker. Og så var det samtidig i en periode, hvor det eksploderede med Ole Bornedals 'Nattevagten', Dr. Dante teatret havde stor succes, og dogmebølgen startede. Det var en enormt dynamisk tid, som vi følte, at vi var en del af,« fortæller hun.

 

I fire år fyldte skuespillet alt i hendes liv. Der var ikke noget bohemeliv. Det var benhårdt, dedikeret arbejde for hele tiden at blive bedre.

 

Fra joggingtøj til pels

»Jeg gik altid i joggingtøj. Det var mit arbejdstøj. Men en dag blev det for meget for nogle af de andre: 'Nu gider vi fandeme ikke glo på det joggingtøj mere. Nu finder du noget andet'. Jeg prøvede at argumentere med, at når jeg gik i joggingtøj, var kontrasten jo så meget større og mere interessant, når jeg mødte op til festerne i noget andet tøj. Men den købte de ikke, og jeg blev nødt til at finde noget lidt pænere joggingtøj.«

 

Nu er garderoben en helt anden. Nu står den på elegante pelse og en perfekt makeup. Sådan kender mange hende fra ugebladene og fra tv - senest i 'Livvagterne' og 'Broen', hvor hun spillede kontrolleret og kølig.

 

Men den indre tvivl bærer hun med sig overalt. Stadigvæk.

 

»Jeg kan ligge søvnløs og rive mig selv i håret af usikkerhed, for når man investerer sig selv, risikerer man også at tabe det hele med et kæmpe brag. Men hvis der ikke er nogen tvivl, så er der ingen åbenhed, så er der ingen nye veje, så kommer man ingen vegne hen, og så er der dybest set ingen kunst.«




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?