Sådan klarer hulemanden kulden

»Det er blevet vinter i Danmark,« konstaterer en stemme inde fra budskadset. Så kommer et par store, mudrede støvler til syne under en grøn plastikpresenning.

Kort efter dukker et skægget ansigt også frem. »Ja, det er jo ikke ligefrem som at bo på Rivieraen, når det er tyve minusgrader.«

84-årige Peter Landevej begyndte at vagabondere for 46 år siden. Han var rastløs og manglede penge. Nu bor han i en hule i skovkanten ved landevejen mellem Roskilde og Taastrup.

Her kom han gående forbi for seks-syv år siden. Han var sløj og lagde sig ind i buskadset ved vejen for at komme sig. Og her han han levet siden.

Eneboere trodser kulden

I sommer kortlagde Søndagsavisen for første gang denne type særligt sky hjemløse i en rundspørge blandt landets skovejere.

Det viste sig, at Peter Landevej er en af knap 50 eneboere, der har vendt samfundet ryggen og har søgt tilflugt i skovene. Og selv om der blev sat kulderekord i sidste weekend, takker skovens eneboere ofte nej til herberger, vurderer hjemløseorganisation SAND.

Nu er Søndagsavisen igen taget på besøg hos Peter Landevej for at finde ud af, hvordan han klarer den bidende kulde, der de seneste par uger har skabt trængsel på landets herberger og har krævet 250 dødsofre i Europa, hvoraf langt de fleste er hjemløse.

»Det har godt nok også været koldt,« medgiver han. Om natten holder han varmen under et par tæpper, som han gemmer under presseningen. Det lange, filtrede hår er rullet op under en stor hue, der er trukket ned over ørerne, og den snavsede Helly Hansenskijakke er lynet godt op.

Handsker bryder han sig ikke om. Det går meget bedre at tænde ild i bålet uden, forklarer han. »Man skal ville overleve. Små skridt. Det handler om at komme på benene og lave sin morgenkaff e hver dag,« siger han.

Skal ikke bo i noget hus

Peter Landevej går sin daglige tur op til den lokale Shelltank, hvor han provianterer. Maden opbevares i to affaldsspande, og vand henter han i sodavandsflasker på en rideskole i nærheden.

Rundtomkring i sneen flyder tomme mælkekartoner, plastikposer og papæsker, og i midten af det hele er et lille ildsted. Peter Landevej får gang i et bål, får hul på to halvfrosne juicebrikker og hælder dem op i en kasserolle, han stiller hen over flammerne.

Da juicen begynder at boble, blander han en håndfuld havregryn i. De første par skefulde bliver sat til livs. »Jeg skal ikke bo i noget hus. Folk bor i 25 grader - det får man ikke noget godt ud af,« funderer han. »Snart kommer foråret, og så kan jeg se det hele spire frem.«