Paul Auster og døden

Amerikanske Paul Austers bøger er stort set altid tankevækkende. Spænding og eksistentiel dybde kendetegner hans forfatterskab, hvoraf størsteparten udgøres af romaner.

'Vinternoter' er foranlediget af, at 64-årige Auster har opdaget, at han er ved at blive gammel, og han skribler derfor løst og fast ned om sit liv.

Fortælleren er et 'du', og det skaber en distance, både for Auster selv, må man formode, men også for læseren.

»Du er fireogtres år gammel. Udenfor er luften grå, næsten hvid, uden synligt solskin. Du spørger dig selv: Hvor mange morgener er der tilbage?« skriver han for eksempel.

Det er ikke ubetinget et godt greb, men det er jo en smagssag. Vi kommer vidt omkring, men også noget skøjtende og opremsende, for eksempel virker de sigøjneragtigt mange bopælsskift i hans yngre dage som unødigt fyld.

Til gengæld er der som altid masser af livskloge sætninger, og højdepunktet i bogen er beskrivelsen af det rolleskifte, der finder sted mellem forfatteren og hans mor.

På hendes ældre dage er han blevet forsørger af den førhen så viljestærke mor, der i sit livs vinter har opgivet at klare sig selv. Rørende og tankevækkende fortalt af en søn, der selv er trådt ind i sit livs vinter.