Dagen efter sin mors død stod Kaya Brüel på scenen foran 1.500 mennesker i Barcelona.
Selvfølgelig er jeg blevet lidt mere grundig med at gå til lægen
Hendes mormor døde af kræft som 67-årig, og i juni sidste år døde hendes mor, sangeren og komponisten Sanne Brüel, også af kræft. Kun 59 år gammel.
»Ja, selvfølgelig har jeg tænkt på, om det er arveligt,« siger 39-årige Kaya Brüel efter en kort tænkepause.
Hun læner sig tilbage, kniber øjnene let sammen og fokuserer på et usynligt punkt i rummet.
»Kræften hos min mor og mormor sad forskellige steder, og lægerne har fortalt mig, at det ikke er arveligt. Men selvfølgelig er jeg blevet lidt mere grundig med at gå til lægen, hvis jeg mærker et eller andet. Men der er jo ikke andet at gøre end at leve sundt og gøre det, der gør os glade,« fortsætter Kaya Brüel.
Sanne Brüel, hendes tvillingesøster Rebecca og Rebeccas mand, Troels Trier, har i årevis stået bag politisk rock og teater med masser af humor. Men i juni sluttede sangen for Sanne Brüel. Der gik ni dage, fra hun fik at vide, at der ikke var mere at gøre, til hun var død.
Kaya Brüel var med sin mor hele vejen. Men dagen efter moderens død stod Kaya Brüel foran 1.500 mennesker på en scene i Barcelona.
Betty Nansen Teatret gæstespillede i den spanske storby med forestillingen 'Voices', der handler om en døende kræftpatient - Kaya Brüel spillede rollen som kræftlæge.
»Ja, det er vildt, hvad man kan klare. Min mor og jeg havde været sammen igennem hele forløbet, og det var på en måde rensende at komme væk,« siger hun og fortsætter:
»Min mor og jeg var fælles om musikken. Hun sagde, at hun levede videre gennem musikken, og da hun døde, var jeg bange for, at jeg ikke kunne synge mere. Det var enormt smertefuldt. Så det at tage til Barcelona gav en følelse af at komme op på hesten igen. Der blev livet og døden sat i perspektiv. Det var næsten en spirituel oplevelse. Jeg kunne hengive mig til sorgen og tude igennem og gå ud i den smukke by og kigge på 100 år gamle kirker og tænke på, at dengang havde der også levet mennesker, der døde,« siger hun.
»Mors død har gjort mig stærkere. Uvisheden er ovre. Sådan ser døden altså ud. Det er ligesom en fødsel, bare omvendt. Jeg synes, at jeg har lært bare en lille smule mere om livet.«