Ikke alle kan blive crooner. Heller ikke Paul McCartney.
Når der kommer ny musik fra Sir James Paul McCartney, er det altid med en vis forhåbning om, at han vil overrumple. At han vil ramme niveauet fra dengang, hvor bands ikke opstod på markedsføringskontorer.
Jazz- og coveralbummet 'Kisses on the bottom' er en hyldest til de sange, der inspirerede ham til at blive en af de mest skelsættende musikere i verden.
Men jazzvejen klæder kun til dels den 69-årige musiker.For det første er der ikke nyt at hente i de evergreens, han fortolker, og for det andet kommer Paul McCartneys stemme til kort i kampen om at croone sig igennem de hjerteskærende sange.
Den musikalske udførsel er stilsikker og ren, men 'Kisses on the bottom' er ikke blevet den drøm af en samling sange, man kan og bør forvente af eksbeatlen. Men til en stille stund med rødvin i glasset og snevejr uden for vinduerne luner han trods alt et kort øjeblik.