Musik: De satans krystaller

 

Tim Christensen har fuldendt tre-trins raketten til årets Tour de Danmark.

 

I den bløde ende har han sine tidligere solo-ballader som 'Right Next To The Right One'. I modsatte ende Dizzy Mizz Lizzy-repertoiret.

 

Med 'The Damn Crystals' rammer Tim Christensen og hans nye band lige ned midt i mellem.

 

Desværre (med få undtagelser) uden vildskabens grænsesøgende nerve, men også uden de sukkersøde sjælere, der er solgt til tusindvis af  ulykkelige forelskelser.

 

'The Damn Crystals' er uden tvivl Tim Christensens lyd, lyrik og temperament. Ikke når han er allerbedst, men heller ikke nær han er værst. Albummet er en mellemregning, der har lidt af det hele uden at nå hverken toppen af poppen eller bunden af balladerne.

 

Stærk når han giver slip

Titelnummeret 'The Damn Crystals' er den store positive overraskelse. Det næsten 11 minutter lange nummer viser grunden til, at man kan tillade sige at forvente en masse af Tim Christensen. Og som på radiohittet 'Surprise Me' er det her, han er stærkest.

 

Men bedst som man tror, at nu skal vi have store armbevægelser, falder han tilbage på det, han kan allerbedst: Det solide og kedelige håndværk, og desværre fiser albummet fiser ud og taber big-time i konkurrencen om længst holdbarhed. 

 

Tim Christensen når heller ikke med sit fjerde solo-udspil de højder, som han kunne nå, hvis han gav køb på perfektionen, og gav os et solidt lods i rock-røven. Han skal nok gøre en masse lyttere glade, men en nyklassiker bliver albummet aldrig.

 

  Tim Christensen And The Damn Crystals: 'The Damn Crystals'