Den evige sprogfornyer

Det er svært, rigtig svært, ikke at nyde en evig sprogfornyer som den nu 80-årige Klaus Rifbjerg. I sin nyeste digtsamling ’Stederne’ er han i sprudlende og afvekslende topform.

Han skriver vitalt og stadig nysgerrigt om det meste, den aldrende poet. Om ’hjernedødt flaksende sommerfugle’ og rigtige fugle, der har forvildet sig ind gennem en åben dør og aldrig kan finde ud igen ’men banker ind i ruden som en løbsk dørhammer’.

Man klukker og fornøjer sig, når Rif, som han kaldes, gang på gang overrasker ved hidtil uhørte beskrivelser som disse, men det er ikke kun sprogligt, han er garant for det uforudsigelige.

Også når det gælder emnerne for nærværende bog er variationen med til at forstærke indtrykket af en digter, der uden skelen til dåbsattesten begærligt synes draget af det brogede, puslende liv. Dog ikke dermed sagt, at teksterne er fri for vemodige passager, for de er der bestemt.

Dødens evindelige nærhed finder sin usentimentale plads på siderne, hør blot: ’Kvinden danser gennem væggene, måske, skørtknitrende og raslende, måske, eller er det blot den sædvanlige årgamle skriden i væggenes puds ovenfra, den sagte evige nedtælling’.

’Stederne’ viser, at Klaus Rifbjerg ikke er gået bag om dansen. Få kan som ham skrive stemninger af længsel og vemod frem for i næste øjeblik at få én til at bøje sig forover af grin. Det må siges at være en kunst.

Handlingen: En digtsamling om forskellige punktnedslag i et liv.

Læs den hvis: Du sætter pris på Rifbjergs bedste værker.

Udgiver: Gyldendal, 104 sider. Er udkommet.