Efter at have set 'J. Edgar' er det med en ærgerlig knude i maven, at man må erkende, at den ellers så fremragende instruktør Clint Eastwood har formået at gøre den tidligere FBI-chefs politisk fængslende liv til en mindre interessant og kedelig aff ære om Hoovers personlige kvaler.

Leonardo DiCaprio spiller den komplekse hovedkarakter med stor troværdighed. De bedste scener udfoldes sammen med Armie Hammer, der spiller Hoovers næstkommanderende, Clyde Tolson.

Deres tætte forhold skildres med overdrevne homoseksuelle overtoner og fremstår især i filmens sidste scene med sminkede rynker og historiske laster som et nærmest poetisk smukt sammenhold.

En rodet historielektion

Men 'J. Edgar' er desværre politisk udramatisk fortalt i sin krydsklipning mellem 30'ernes Lindbergh-gåde og 60'ernes magtmisbrug. En

lineær konstruktion ville nok have givet plottet en mindre rodet historielektion og et bedre dramatisk flow.

Clint Eastwood står over for et nærmest umuligt filmprojekt i forsøget på at fortælle om en mand, der på magtmanipulerende vis influerede otte forskellige præsidenters beslutninger gennem de mest medrivende epoker i nyere amerikansk historie.

Instruktøren mangler derfor også vigtige begivenheder i Hoovers liv som 2. Verdenskrig og mccarthyismen. I stedet fylder det påståede homoseksuelle forhold det meste af filmen, hvilket er en skam, da beretningen om politisk manipulation og magttildeling bliver mangelfuld.

Clint Eastwood skildrer Hoover som en mand, der ikke vil stoppe, mens hans gode renomme er intakt. Det ville være ærgerligt, hvis instruktøren qua sine seneste film 'Invictus', 'Hereafter' og nu 'J. Edgar' skulle ende som Hoover.