Hver fjerde forælder har svært ved at hjælpe sit barn med studievalget. Udviklingen går for hurtigt, og særligt de lavtuddannede føler sig på herrens mark
Uddannelsesstrukturen udvikler sig jo hele tiden Palle Rasmussen, Professor
23% - føler slet ikke eller kun i mindre grad , at de har nok viden om uddannelser i Danmark til at kunne vejlede deres børn om videregående uddannelse.
45% - I nogen grad
32% - Høj grad/meget høj gad
Kilde: Yougov, 199 svar fra repræsentativt udvalgte forældre til børn, der inden for det næste år skal vælge en videregående uddannelse.
I øjeblikket drager mange unge til åbent hus-arrangementer på uddannelser overalt i landet for at finde ud af, hvilket studie de skal vælge.
Men når de kommer hjem og har brug for sparring, kan far og mor ikke altid give en hånd.
Således oplyser næsten hver fjerde forælder, at de slet ikke eller kun i mindre grad føler, at de har nok viden om uddannelsesmulighederne i Danmark til at kunne rådgive om valg af videregående uddannelse.
Det afslører en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen.
Udviklingen går simpelthen for hurtigt, forklarer Palle Rasmussen, der er professor og uddannelsesforsker på Aalborg universitet.
»Uddannelsesstrukturen udvikler sig jo hele tiden med nye uddannelser, nye veje til dem og nye optagelseskrav.«
Men også forældrenes eget uddannelsesniveau har betydning. Jo kortere uddannelse forældrene i undersøgelsen har, desto større tendens er der også til, at de oplyser, at de ikke føler sig godt klædt på til at give råd og vejledning.
»Uddannelsesforskellen begrænser forældrenes muligheder for at vide noget om de systemer og de kulturer, de unge bevæger sig inden for,« siger han og oplyser, at flere undersøgelser viser, at forældrene ellers netop er det primære sted, hvor de unge søger råd og vejledning.
Men når forældrene ikke kan hjælpe, må de unge finde andre kilder - og det gør de ofte også.
»Fra egne undersøgelser kan jeg se, at mange unge søger hjælp hos en fætter, en kusine eller en onkel, der arbejder tættere på det felt, de vil søge inden for,« forklarer professor Palle Rasmussen.
På Ug.dk kan forældre få information om de forskellige uddannelser. Læs desuden artiklen om det danske uddannelsessystems opbygning her i avisen.