Muterede vira fra eksotiske lande spreder med jævne mellemrum frygt i hele verden, og nye vil komme. Men hvornår?
SARS, fugleinfluenza, svineinfluenza og Creutzfeldt-Jakob Sygdom tog hele verden på sengen, skabte panik og fik konsekvenser for sygehusvæsen, landbrug og økonomi, da de brød ud.
Fælles for de fire sygdomme er, at de kommer fra dyr og kan være dødbringende uden behandling. Der findes eksempelvis ingen behandling
for den særlige form for Creutzfeldt-Jakob Sygdom, som især ramte England og spredtes via oksekød.
»Det er en frygtet sygdom, fordi den er 100 procent dødelig på grund af den hurtigt fremskridende destruktion af væsentlige dele af hjernen,
« forklarer overlæge ved Statens Serum Institut Kåre Mølbak.
I Danmark er der endnu ikke fundet tilfælde af den særlige form for menneskelig kogalskab.
Svineinfluenzaen er derimod i dag en almindelig influenza, der smitter mellem mennesker. Den har navnet influenza A/H1N1, og i 2009 blev den til en verdensomspændende epidemi, hvor mere end 300.000 danskere blev smittet.
»Det var heldigvis en mild pandemi, og både læger, WHO og medierne overreagerede dengang,« siger Kåre Mølbak og fortsætter.
»Men det er svært at vide på forhånd, hvor alvorligt det kan blive næste gang.«
Han nævner fugleinfluenzaen, H5N1, som en fremtidig trussel.
»Hvis den udvikler sig til at kunne smitte mellem mennesker, kan det blive en meget alvorlig pandemi. Vi kan ikke forudse, hvad den næste pandemi bliver, men kun overvåge de forskellige vira, der findes i mennesker og dyr.«