Læs avisen online

Forældre giver deres børn stress

Børn og unge har stress, og på grund af krisen er det kun blevet værre de seneste fem år

Forældres stress smitter af på børnene. Foto: Colourbox
Forældres stress smitter af på børnene. Foto: Colourbox


Tegn på stress hos børn

Fysiske stresssymptomer

Mavepine

Hovedpine

Afføringsproblemer

Ændret spise- og søvnmønster

Ledsmerter

Kvalme

Nervøse trækninger

Forværring af kroniske sygdomme

Nedsat immunforsvar

 

Adfærdsændringer

Tristhed

Irritation

Opmærksomhedskrævende

Indre og ydre uro

Svigtende koncentration

Svigtende overblik

Glemsomhed

Trækker sig socialt

 

KILDE: CENTER-FOR-STRESS.DK


Stress er normalt en tilstand, vi forbinder med voksne. Hele 10-12 procent af erhvervsaktive danskere er dagligt stressede, og det går hårdt ud over børn og unge. For forældres stress er stærkt medvirkende til, at et stigende antal børn og unge får stress.

»Stressede forældre giver børn stress. Børn bekymrer sig meget om deres forældre, og de kan se, hvis forældreneer hårdt pressede,« siger Lisbeth Lenchler-Hübertz, psykolog i familierådgivningsklinikken Babuska og medforfatter til bogen 'Når børn får stress'.

 

Flere viser tegn på udbrændthed

Der findes ikke præcise tal på, hvor mange børn og unge der lider af stress. Men flere professionelle behandlere peger på, at det er blevet værre de seneste fem år.

»Stress blandt større børn er blevet værre de seneste fem år. Og langt de fleste får ikke hjælp, fordi det ofte viser sig som noget fysisk, og lægen har ikke noget sted at sende den unge hen,« forklarer stressekspert og leder af Forebyg Stress, Bjarne Toftegård.

Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen peger på krise, arbejdsløshed og usikkerhed på arbejdsmarkedet som en af årsagerne til, at børn får stresssymptomer.

»Arbejdsløshed i familien giver meget stress. Børn kan godt fornemme, når far og mor ikke har det godt. Det er blevet meget mere udbredt end for fem år siden.«

Viser et barn stresssymptomer, er det vigtigt at gribe ind.

»Ellers bliver de udbrændte,urolige eller syge både fysisk og psykisk. Forældre kan gøre rigtig meget. Der er altid mulighed for at ændre noget, og de små ting hjælper meget,« siger Margrethe Brun Hansen.

Det kan for eksempel være at bruge tiden mellem klokken 17 og 20 på en god måde med børnene og vente med vasketøjet til senere. Eller det kan være at tale med institutionen om barnets behov for lidt mere voksenkontakt i en periode eller at opbygge et netværk, der kan aflaste med hjælp i hverdagen.

 

Tid med forældre forebygger

Det kan have alvorlige konsekvenser, når børn og unge udviser symptomer på stress.

»På kort sigt kan det give nedsat livskvalitet og mistrivsel. Derudover kan stress give fysiske skavanker som koncentrations- og hukommelsesbesvær, og det kan få store konsekvenser for resten af barnets liv,« siger familierådgiver Lene Bagger fra familierådgivningsklinikken Bakuska og ligeledes forfatter til bogen 'Når børn får stress'.

Hun peger på forældres tilgængelighed som en af de vigtigste ting i forældrerollen.

»Det er væsentligt for børn i alle aldre. Også selv om børnene idder på værelset eller leger ude i haven. Nærvær og omsorg er forebyggende i forhold til stress hos børn, og det betyder, at man som forældre skal tilbringe tid sammen med sine børn.«




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?