Flere udbydere er så desperate, at de giver store rabatter, hvis du truer med at opsige dit abonnement.
Det er et tegn på, at mange forbrugere har betalt for meget i for lang tid, Martin Salamon, Forbrugerrådet
Tv-udbydere vil gå langt for at beholde deres kunder - rigtig langt endda.
Hvis du ringer og siger, at du overvejer at skifte til en anden udbyder, vil sælgeren ofte tilbyde dig en rabat for at beholde dig som kunde. Det viser et forsøg, som Søndagsavisen har gennemført.
Kunder hos de tre største tv-udbydere, TDC, YouSee og Viasat, ringede og truede med at opsige deres abonnement.
Viasat-kunden sparer nu 1.800 kroner om året, og YouSee-kunden fik tre måneders gratis tv.
»Det er en god nyhed, at der er så meget rabat at hente, og at det er så enkelt at hente den,« siger Martin Salamon, der er chefkonsulent i Forbrugerrådet.
TDC-kunden fik ikke nogen rabat, da hun ringede. Men en undersøgelse, som Interresearch har foretaget for Søndagsavisen, indikerer, at du kan forhandle om prisen hos stort set alle tv-udbydere.
Over halvdelen af undersøgelsens deltagere, der har pruttet om prisen, har fået billigere tv, billigere modtagerboks eller en anden form for rabat.
»Det er et tegn på, at mange forbrugere har betalt for meget i for lang tid,« siger Martin Salamon fra Forbrugerrådet.
Han mener, at de loyale kunder, der ikke forhandler om prisen, ender med at være dem, der finansierer rabatten.
En gennemsnitlig husstand bruger over 4.500 kroner om året på tv. Men danskerne kunne måske have betalt mindre, hvis konkurrencen på tv-markedet havde fungeret bedre.
Ifølge en 2011-rapport fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er konkurrencen på markedet for tv-kanaler nemlig 'ikke effektiv'. YouSees pressechef mener dog, at rabatterne tyder på det stik modsatte.
»Det er lige så meget et udtryk for hård konkurrence, at vi gør alt, hvad vi kan, for at beholde kunder,« siger Ib Konrad Jensen og opfordrer til at se på tv-abonnementer som på alle andre varer.
»Som forbruger skal man altid holde øje med, om man har det rigtige produkt til den rigtige pris. Det gælder også tv-kunder.«
Både Viasat og YouSee siger, at det 'ikke er deres politik' at give rabatter, men at det kan forekomme.
»Vi har mange forskellige tv-pakker, og hvis en mindre og billigere pakke passer bedre til kundens behov, kan det opleves som en rabat,« lyder forklaringen fra Laila Kelp Rasmussen, der er presseansvarlig hos Viasat.
Søndagsavisens testkunde 'oplevede' dog ikke kun en rabat, da hun kontaktede Viasat, men fik en reel reduktion i årsprisen på 1.800 kroner.
Hos Viasat kan man ikke udelukke, at der sker sådanne 'fejl', men fortæller, at Viasats sælgere har nogle faste retningslinjer for, hvad de kan tilbyde kunderne.
»Det vil ikke være fair, hvis 'kunde et' kan få hele butikken foræret, og 'kunde to' ikke kan få det samme, fordi han har talt med en anden sælger,« siger hun.
3 opkald der gav rabat
Udbyder: Viasat
Rabat: 1.800 kr
Kunde: Eva Dahl Andersen.
»Med is i maven ringede jeg til Viasat og sagde, at jeg ønskede at opsige mit abonnement,« fortæller Eva Dahl Andersen, der nu sparer 1.800 kroner om året på grund af en telefonsamtale, der kun tog hende sølle 12 minutter at gennemføre.
»Jeg havde knap sagt, at det var på grund af prisen, før han sagde, at det kunne han gøre billigere.« Eva Dahl Andersen sparer 100 kroner om måneden på selve tv-abonnementet, og modtagerboksen blev opgraderet og 50 kroner billigere i leje.
Udbyder: Yousee
Rabat: 977 kr
Kunde: Michael Ohmsen
»Tast fem, hvis du overvejer at opsige dit YouSee-abonnement.«
Søndagsavisens journalist Michael Ohmsen trykkede fem og sagde til sælgeren, at han syntes, at abonnementet var for dyrt. Sælgeren forklarede, at hun ikke kunne ændre prisen, men at hun kunne give tre måneders gratis tv til i alt 977 kroner.
Samtalen varede under fem minutter, og truslen om opsigelse og formuleringen 'for dyrt' virkede som en trylleformular, der nærmest pr. refleks fik sælgeren til at komme med tilbuddet.
Udbyder: Viasat
Rabat: 600 kr
Kunde: Trine jensen
Trine Jensen havde i et år betalt 99 kroner om måneden for et abonnement, der normalt koster 299 kroner.
Da tilbuddet ophørte, ringende hun og sagde, at hun ville opsige abonnementet, medmindre hun kunne beholde særprisen. Viasat tilbød 199 kroner om måneden. Hun afslog.
En uge senere ringede sælgeren og tilbød samme pakke uden musik og børne-kanaler til 169 kroner i stedet for normalprisen 219 kroner. Hun bad om betænkningstid og sagde så ja, da sælgeren ringede igen.
Seks trin til billigere tv
1. Kend dine behov Hvad betaler du for din nuværende tv-pakke? Hvilke kanaler har du set den seneste måned? Kan du modtage tv-signal via kabel, parabol, antenne eller bredbånd?
2. Få andre tilbud Tjek, om du er bundet til én tv-udbyder på grund af en antenne- eller boligejerforening. Hvis ikke, skal du indhente tilbud fra andre udbydere. Se for f.eks Telemarkedet.dk
3. Tal pænt Ring op, og sig, at du overvejer at opsige dit abonnement, fordi det er for dyrt. Men husk, at den gode kemi er afgørende ved forhandlingen - så tal pænt.
4.Lad dem spille ud Vid, hvilke tilbud du vil sige ja til, men bed sælgeren om at komme med et tilbud først. Og lad ham så overbyde sig selv. Du skal ikke tage det første og det bedste.
5. Prisen er ikke alt Sælgeren kan tilbyde flere ting: Billigere abonnement, billigere leje af modtagerboks eller andet udstyr, fl ere tvkanaler eller noget gratis i en periode.
6.Hav is i maven Vær klar til at opsige dit abonnement og skifte udbyder, hvis ikke tilbuddet er godt nok. Du kan også vente en måned og håbe, at de ringer tilbage.