Læs avisen online

Forældre skal lære at opdrage deres børn

Til sommer vil 10 kommuner åbne dørene for kurser, der skal klæde forældre på til et liv med børn.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox


Forældre skal lære at opdrage deres børn

Gråd, babymos, nattesøvn, konflikter, tvivl på egne forældreevner, men også en dyb, betingelsesløs kærlighed. Nybagte førstegangsforældre bliver kastet ud i den helt store følelsesmæssige rutsjetur, når den lille ny endelig dukker op.

Fra sommeren 2011 vil 10 kommuner landet over udbyde kurser til forældre, så de sammen med andre forældre og guidet af sundhedsplejersker kan blive klogere på forældreskabet.

Forældre er stoppet med råd

»Masser af forældre er stopfodret med intellektuelle betragtninger om, hvad det vil sige at have børn. Det har de fra bøger, medierne og internettet. Forældrene har store hoveder og små arme. De mangler noget praktisk viden,« siger Else Guldager, chefredaktør på Sundhedsplejersken. dk, der sammen med Udviklingsforum tilrettelægger kurserne for Sundhedsstyrelsen.

For selv om forældre har opdraget børn i tusindvis af år uden at gå på kursus, har præmisserne for at blive forældre ændret sig markant, understreger hun.

»Kvinderne er ude på arbejdsmarkedet. Forældre har travlt og er stressede, og antallet af skilsmisser stiger,« siger hun.

Børnene vil få nye venner

Kommunerne ansøger Sundhedsstyrelsen om at få et kursus, men styrelsen er endnu ikke færdig med at behandle alle ansøgninger. Først fra 11. januar bliver de 10 udvalgte kommuner offentliggjort.

Indholdet på kurserne er fortsat under forberedelse, så Else Guldager vil endnu ikke ud med, hvad der konkret kommer til at ske.

Men det ligger fast, at forældrene vil få tilbudt et kursusforløb over to et halvt år, og at det vil blive udbudt i geografi sk afgrænsede områder, så forældrene ud over at blive klogere på sig selv og deres børn også får mulighed for at knytte netværk, og børnene på længere sigt kan få legekammerater lige rundt om hjørnet.

Frygter nedskæringer

Susanne Hede, formand for Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, bakker op om ideen. »Mange forældre klarer sig godt og uden de store problemer. Men nogle får måske en masse information fra deres egne forældre og bedsteforældre og bliver mere forvirrede, end godt er. Forældrene er oplyste, men ved alligevel ikke ret meget. Kurserne kan skabe klarhed,« siger Susanne Hede. Kurserne vil ikke træde i stedet for den lovpligtige ret til at få besøg af sundhedsplejersken, når man kommer hjem fra hospitalet med barnet.

Kurserne er et supplement, men i mange kommuner er sundhedsplejen blevet kraftigt beskåret, og Susanne Hede frygter, at kommunerne vil bruge de kommende forældrekurser til at beskære sundhedsplejen endnu mere. Else Guldager ser dog på ingen måde, at kurserne vil kunne fremstå som et dække for kommende besparelser.

»Den kendte ordning tager udgangspunkt i det enkelte barn i en konkret familie. Kurserne er bredere og har en anden funktion,« siger hun.




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?