Tobias blev kun halvandet år

Hun kigger ned på speedometeret. Det er, som om bilen ikke kommer nogen vegne, som om alting står stille. Men nålen står på 120. Det er 13. januar 2010.

Pernille Schmidt er op ad formiddagen blevet ringet op af sin eksmand, der er blevet kontaktet af den daginstitution i Ballerup, hvor deres søn Tobias på halvandet går. Tobias har fået sin mad galt i halsen, lyder beskeden, og Falck er tilkaldt.

Pædagogerne i institutionen er meget ansvarlige, så det er nok almindelig procedure at tilkalde forældrene, når der sker sådan noget, tænker hun.

»Men pludselig sker der noget. Jeg begynder at græde, mens jeg kører. Jeg kan fornemme, at noget er helt, helt galt, og pludselig står alt omkring mig stille,« fortæller 36-årige Pernille Schmidt om den dag, der ændrede hendes liv - den dag, hun blev konfronteret med alle forældres værste mareridt: At miste sit barn. Pludseligt og meningsløst.

En hel dag med Tobias

Pernille Schmidt kører med i ambulancen til Glostrup sygehus. Kort efter ankomsten får de besked om, at der ikke er mere at gøre, og Tobias bliver lagt i en enestue på børneafdelingen. Her havde familien hele dagen med ham. »Det var meget fredfyldt, men jeg kunne ikke rumme følelserne. Jeg græd og græd,« fortæller hun.

Tobias' to år ældre storebror, Mads, var med på sygehuset. »Han forstod ikke rigtig, hvad der var sket - kun, at alle omkring ham græd og var meget kede af det. Men han var meget nysgerrig, og det var på en måde en befrielse at skulle forklare ham, hvad der skete,« siger Pernille Schmidt. Hun har på intet tidspunkt følt bitterhed eller vrede mod personalet i institutionen. »Jeg har aldrig været i tvivl om, at de gjorde alt, hvad de overhovedet kunne,« siger hun.

Tobias skal være stolt af mig

I starten af næste år udgiver Pernille Schmidt en bog. »Hvis mine oplevelser kan hjælpe bare ét menneske, er det det hele værd. Andre kommer også ud for sorger og kriser i deres liv,« siger hun. »Alt, hvad jeg gør, handler om at give Tobias' liv mening. Jeg vil gerne have, at Tobias kigger ned og er stolt af sin mor,« fortsætter Pernille Schmidt, der er selvstændig tekstforfatter og coach.

Julen er hård

Mærkedagene - fødselsdag og jul - kan være tunge at komme igennem. »Men heldigvis kommer hele familien og holder jul hos mig i min lejlighed i år. Så er vi tæt på Tobias, der ligger på Måløv kirkegård lige rundt om hjørnet. Sidste år var jeg hos mine forældre i Vordingborg. Det var meget langt væk, og juleaftensdag var jeg lige på nippet til at køre hjem.«

»Der er dage, hvor Tobias fylder mindre end andre. Men han er altid deroppe,« siger Pernille Schmidt og kigger ud ad køkkenvinduet op mod den tunge, blåsorte himmel. »Når det regner, så ved jeg, at der er gang i en vandkamp deroppe.«