Læs avisen online

Friværdien er faldet med en halv million

De danske boligejere er i gennemsnit blevet en halv million kroner fattigere på fem år. 200.000 må sælge med tab.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox


 

Boligejernes friværdier rasler ned. På bare fem år er de danske boligejere blevet 700 milliarder kroner fattigere.

 

Det svarer til, at hver eneste husejer og hver eneste ejer af en lejlighed i Danmark har mistet omkring en halv million kroner, mens ejere af sommerhuse har vinket farvel til små 300.000 kroner. Det fremgår af en undersøgelse, som Realkredit Danmark har foretaget med udgangspunkt i salgspriserne i andet kvartal i år.

 

Krisen kradser

»Tallene viser med al tydelighed det præg, som den økonomiske kriser har sat på boligmarket,« siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark. Friværdien er forskellenmellem det, man skylder for huset, og det beløb, man kan sælge det for. Friværdien bliver altså mindre, hvis enten prisen på huset falder, eller ens belåning stiger.

 

»Dykker vi ned i tallene, er det værd at bide mærke i, at det op til eskaleringen af finanskrisen mod slutningen af 2008 især var øget gældsætning, der satte friværdierne under pres, men sidenhen er det primært faldende boligpriser, der har overtaget skurkerollen,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

 

200.000 på spanden

Den gennemsnitlige friværdi for et parcelhus var i andet kvartal på 650.000 kroner. Men for mange mennesker er virkeligheden en helt anden. Realkredit Danmark har således opgjort, at omkring 200.000 familier i øjeblikket sidder i en bolig, som de har givet mere for, end den kan sælges til.

 

»De kan i værste fald risikere at blive stavnsbundet til deres bolig i en årrække, eller også må de slæbe rundt på en betydelig gældspukkel, hvis de bliver tvunget til at sælge,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

 

Det bliver værre

Der er dog stor forskel på, hvor hårdt boligejernes friværdier er angrebet rundtom i landet. Værst ser det ud i Sorø, hvor gælden i gennemsnit udgjorde 81 procent af husenes værdi i andet kvartal. For bare fem år siden var tallet blot 47 procent. I den modsatte ende ligger Frederiksberg, hvor gælden i dag udgør 56 procent af husets værdi mod 40 procent for fem år siden. Trods det store fald i friværdien de seneste fem år tyder alt på, at det kun bliver værre.

 

»Tallene her er fra andet kvartal, men vi ved - selv om der ikke er kommet officielle tal endnu - at boligpriserne har fortsat faldet i tredje kvartal. Og ser vi længere frem, peger pilen yderligere ned,« siger Christian Hilligsøe Heinig.




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?