Læs avisen online

Rommedahl: Jeg føler mig ikke hjemme i Danmark

Dennis Rommedahl havde en god barndom hos sin mormor, men føler sig ikke længere hjemme i Danmark.

Foto: Kristian Brasen
Foto: Kristian Brasen


Jeg er god til at have med børn at gøre, Dennis Rommedahl

 

Med lidt over halvandet år tilbage af sin kontrakt med Brøndby nærmer karrierens slutfløjt sig for landsholdets 33-årige fløjraket Dennis Rommedahl.

 

Til den tid går turen højst sandsynligt tilbage til Holland, hvor Rommedahl har boet, siden han var 18 år - kun afbrudt af nogle afstikkere til klubberne Charlton Athletic i London og græske Olympiakos Piræus.

 

»Jeg har haft hele mit voksenliv i Holland. Jeg har venner, familie og bekendte i Holland. Min kone er hollandsk, og mine børn på tre og seks taler kun hollandsk. Så når jeg snakker om at 'vende hjem', så er det hjem til Holland,« siger Dennis Rommedahl, der netop er flyttet ind i et hus i Gentofte med sin kone og sine børn.

 

Vil arbejde med børn

Da Dennis Rommedahl for et par måneder siden begyndte i Brøndby, blev han til at starte med placeret i en lejlighed på Islands Brygge ved Københavns havnefront.

 

Her gik det op for ham, hvor meget der har ændret sig, siden han gik i skole i Høje Gladsaxe og spillede ungdomsfodbold i Lyngby Boldklub.

 

»Det er helt vildt, så meget der er bygget på Islands Brygge. Og da en holdkammerat forleden nævnte en cafe, der hedder noget med Dalle Valle, sagde jeg: 'Det er da et indkøbscenter'. Det fik de andre til at ligge flade af grin, for det er åbenbart lukket for mange år siden,« siger han.

 

»Jeg har ikke helt fundet ud af, hvad jeg skal lave, når karrieren slutter. Jeg leder efter noget sjovt, men jeg håber, at jeg er økonomisk sikret, så jeg har ikke travlt. Jeg er for eksempel god til at have med børn at gøre,« siger Dennis Rommedahl.

 

Opdaget af Frank Arnesen

Dennis Rommedahls mor fik ham i en tidlig alder, og da han var syv år, besluttede hun, at det var bedst, at han flyttede hjem til bedstemoderen. Det var et godt sted at være barn.

 

»Jeg havde en god barndom. Jeg voksede op hos min mormor og Allan. Det er der ikke noget usædvanligt i. Der er masser af skilsmissebørn, der har det godt,« siger Dennis Rommedahl.

 

Allan Petersen var mormoderens kæreste og sambo. Han var samtidig formand i den lille fodboldklub Høje Gladsaxe Idrætsforening, HGI, der havde baner bag hjemmet i de grå højhuse nord for København. Alligevel var Rommedahls unge hoved fyldt med meget andet end drømme om professionel fodbold.

 

»Det gjaldt bare om at have det sjovt. Vi vandt en masse kampe og scorede mange mål,« siger Dennis Rommedahl, der i et helt år tog posten som målmand på holdet.

 

I en periode droslede han ned for fodboldtræningen for at danse hiphop, erindrer Allan Petersen. Da han startede på handelsskolen i Lyngby og på det lokale fodboldhold, tog karrieren dog fart.

 

Sportsdirektøren i den Hollandske traditionsklub PSV var dengang Frank Arnesen. Han kiggede Rommedahl an i en kamp, hvor han fik de sidste 20 minutter for Lyngby mod det belgiske storhold Club Brügge. Det var nok til at overbevise Frank Arnesen.

 

Selv om Rommedahls hurtighed har været med til at sikre ham en international karriere og 112 landskampe, så peger folk omkring ham også på betydningen af hans ukuelige optismisme.

 

»Han er ubekymret og livsglad. Han er altid positiv og skaber godt humør i omklædningsrummet,« siger Danmarks landstræner, Morten Olsen.

 

»Smil til andre, og det kan ende med, at de smiler tilbage,« siger Dennis Rommedahl om sin livsfilosofi.




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?