Læs avisen online

Rygeloven er Løkkes største succes

Den borgerlige regerings mest populære bedrift de seneste 10 år er rygeloven.Den største fiasko er grænsekontrollen, som Dansk Folkeparti fik trumfet igennem.

Foto: Polfoto
Foto: Polfoto


De fleste fra blå blok havde nok håbet, at det var lidt større og afgørende emner, som vælgerne ville huske dem for, Rasmus Jönsson, politisk kommentator


 

Økonomisk krise, krige, udlændingestramninger og skattelettelser. 10 år med VK-regeringen har budt på lidt af hvert. Men når danskerne skal vurdere det borgerlige Danmarks største bedrifter de seneste 10 år, skiller især én sag sig markant ud: rygeloven, der trådte i kraft 15. august 2007.

Den kunne det, som en masse velmenende nytårsforsætter ikke kunne: få danskerne til at kvitte smøgerne. Hele 75 procent af danskerne mener, at den lov var en politisk succes. Omvendt er flest negative over for grænsekontrollen. 54 procent mener, at det var et lavpunkt i VK-epoken at spendere 275 millioner kroner på grænsekontrollen i en tid med økonomisk krise. Det viser en undersøgelse, som Søndagsavisen Analyse har foretaget i samarbejde med Interresearch.

Her har 1.130 danskere vurderet 21 projekter fra VK-regeringen enten positivt eller negativt. »Det må gøre ondt på de borgerlige, at det er rygeloven, der bliver fremhævet som den vigtigste sag efter 10 år ved magten. De fleste fra blå blok havde nok håbet, at det var lidt større og afgørende emner, som vælgerne ville huske dem for,« siger Rasmus Jönsson, politisk kommentator og lektor på Roskilde Universitet. Synet på nogle af de traditionelt mest kontroversielle emner - især udlændingepolitikken og 24-års-reglen - har delt danskerne over i to næsten lige store lejre.

 

Foghs værdikamp spøger

»Det er bemærkelsesværdigt, at stramningerne i flygtninge- og udlændingelovgivningen ikke er i top-fem over de største successer. Det viser endnu engang, at det, der var blå bloks store vælgermæssige succes ved de tre seneste folketingsvalg, ikke længere har samme værdi,« siger Niels Krause-Kjær, politisk kommentator og tidligere spindoktor for De Konservative. Han fortsætter: »Og så koster det at lukke sygehuse. Det ved alle politikere.

Det koster også at please Dansk Folkeparti, når udlændingepolitikken ikke længere ligger så højt hos vælgerne,« siger Niels Krause-Kjær med henvisning til grænsekontrollen, som Dansk Folkeparti fik trumfet igennem som betaling for at støtte VK's tilbagetrækningsreform. Den mindre fokus på udlændingepolitikken vil presse Dansk Folkeparti i den kommende regeringsperiode, mener politisk kommentator Peter Goll.

»Der er ingen udlændingepolitik på listen over VK's succeser. Det viser bare, hvor meget folk har ændret synspunkt på det område,« siger han og tilføjer: »Udlændingepolitikken vil ikke spille nogen afgørende rolle for en ny regering. Hvis den sørger for at holde den kurs, der er lagt på området, bliver det de andre temaer som jobskabelse, vækst , økonomi og så videre, der for alvor træder igennem.« Rasmus Jönsson hæfter sig også ved, at danskerne vender tommelen ned til krigsdeltagelsen i Irak og Afghanistan og er splittede, når det gælder opbakningen til indsatsen i Libyen. »Krigene er et område, der ikke har været debatteret meget. For eksempel har valgkampen været helt støvsuget for debat, der har handlet om landets krigsdeltagelse. Men alligevel er det noget, der optager borgerne,« påpeger han.




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?