Mig og mit fjæs: Keld Heick

Elvis' krøllede læbe

Elvis har altid været mit store forbillede. Hver gang jeg havde set en af hans film, efterlignede jeg foran spejlet det lille krøl med overlæben, som Elvis kunne. Jeg kan vel egentlig kun med venstre side af læben? Min far kunne slet ikke klare mit Elvis-hår med anderumpe og masser af brylcreme, så jeg måtte sætte håret foran grønthandlerens mørke ruder, når jeg skulle til pigtråd i Tivolis Koncertsal.

Keld De Niro

Til en reception engang sagde Poul-Kristian Jensen, den ene halvdel af drag showet Danny Drags, til mig: »Hold kæft, hvor du ligner Robert DeNiro«. Faktisk har jeg fået det at vide mange gange, især da jeg havde lidt mere sul på kroppen. Og det tager jeg som en kompliment. Jeg må indrømme, at jeg har taget mig selv i at gå forbi spejlet derhjemme for at lave en cool grimasse, når jeg har set en Robert DeNiro-film.

Far udenpå, mor indeni

Jo ældre man bliver, jo mere går det op for én, at man faktisk ligner sine forældre. Som ung kunne jeg overhovedet ikke se det, for da havde jeg travlt med at lægge afstand til dem. Det er især min far med det smalle ansigt, markerede øjenbryn og øjnene. Men til trods for, at det er far, jeg bærer rundt på udenpå, kan jeg da huske, at Hilda flere gange derhjemme har sagt til mig: »Arh, Keld, nu ligner du altså din mor.«