Mig og mit fjæs: laura Drasbæk

Det kan blive for pænt

Ens ansigt skal afspejle det, man er. Og jeg ser ikke mig selv som et yndigt menneske indeni - men jeg synes ofte, at jeg ser for yndig ud på billeder. Jeg er i et fag, hvor jeg bliver lavet om, og ofte bliver jeg lidt for fi n. Der var engang et billede af mig på forsiden af bladet Femina, og billedet var næsten grotesk yndigt med blomst i håret og det hele. Jeg var dullet op på en måde, der faktisk intet havde med mig at gøre.

Far i ansigtet

Når jeg ser mig selv på tv, kan jeg genkende træk fra min far. Da jeg forleden under en øvelse til et teaterstykke skulle spille vred, opdagede jeg, at jeg spidsede munden på en måde, som min afdøde far ville have gjort. Det er sjovt at bringe lidt historie med sig. Folk spørger nogle gange, om jeg er dansk - og det er jeg. Der er lidt spanier på min fars side og lidt sigøjner fra min mor, men det er langt ude i familien.

Fra joggingbuks til opmærksomhed

Jeg kan huske, da jeg var teenager og fandt ud af, at jeg var heldigt placeret i børns interne hieraki. Jeg kom fra hippie-friskolen Øbro Friskole i København, hvor vi løb rundt i joggingbukser og legede tagfat, og skiftede til Nørre Zahles i ottende klasse. Der var rigtig mange elever, og pludselig fik jeg opmærksomhed. Jeg blev meget forvirret over det, kan jeg huske. Men jeg boltrede mig nok også i det.