Dumme mor: Den lille fede bliver et af de rædsomme børn i supermarkedet

Min kæreste sagde meget tidligt i den lille fedes liv, at han ikke gad have et barn, der tiggede og lavede scener i supermarkedet. 'Så vi lader bare være med nogensinde at give ham noget', sagde han.

Og nu siger han så, at han tilføjede et 'aftale?', som jeg kvitterede med et 'ja'. Det kan jeg nu ikke huske. Men fin tanke, og jeg har også efterlevet den. Indtil for måske et halvt års tid siden.

Den lille fede begyndte at kaste sig rundt i klapvognen og forsøge at rage alt ned fra alle hylder, som vi passerede. Og jeg for rundt og blev sådan en, der måtte køre gennem gangene i supermarkedet med klapvognen placeret med god plads til begge sider, så han ikke kunne få fat i noget. Og dermed også sådan en, der går i vejen for alle.

Jeg tænkte først, at jeg bare måtte skælde ud, og så ville han jo fatte det en dag. Men så tænkte jeg også, at det alligevel kan tage hele og halve år i betragtning af, hvor lang tid det for eksempel har taget at lære ham ikke at smide mad på gulvet, hvilket han stadig gør, og jeg magtede simpelthen ikke at kæmpe så længe.

Så jeg fandt ud af at købe ham kiks. Og så stak jeg ham en kæmpe riskiks, når vi kom ind i supermarkedet, og det blev simpelthen de hyggeligste småture, hvor han sludrede løs med sin kiks og med mig, og kiksen passede lige til mine indkøb, så når vi forlod butikken, slugte han sin sidste bid. Perfekt. God mor.

'Havde vi ikke en aftale?'

Forleden var vi så alle tre ude at købe ind. Og jeg løb hen til hylden med kiks og stak glad en i munden på den lille fede og travede rundt og talte om, hvad vi skulle handle, og hvad vi ellers skulle lave den dag.

'Sig mig, hvad fanden laver du', sagde min kæreste pludselig. Og jeg var helt blank og anede ikke, om jeg skulle svare det åbenlyse: 'Jeg handler', for det var formentlig ikke det, han mente.

Og han pegede ned på vores søn, der havde gnasket sig gennem en halv kiks, og spurgte: 'Havde vi ikke en aftale?', og mens jeg instinktivt sagde: 'Om hvad?', begyndte det langsomt at dæmre, og jeg slog over i en lang tale om, hvor mange gange jeg havde skældt ud, og risikoen for, at han en dag ville rive en hel hylde vinflasker ned, og så sluttede jeg med: 'Du har vel heller ikke løbet hektisk rundt det sidste halve år, når du har haft ham med?' Og så begyndte jeg at fnise lidt hysterisk, for jeg kunne godt se, at det havde han åbenbart.

Bum bum. Så nu er straffen herhjemme, at det kun er mig, der har den lille fede med i dagligvarebutikker den næste måned. Damn.