Mange varer svømmer i unødig emballage, viser Søndagsavisens undersøgelse. Produkterne skal tage sig bedre ud på hylden, lyder forklaringen
Børnene skal kunne se, hvor meget produktet fylder, når klodserne er samlet Charlotte Simonsen, Lego
Mere luft end Lego. Det er, hvad du betaler for, når du køber en æske med en politimand og en motorcykel fra det danske legetøjsfirma.
Søndagsavisen har allieret sig med Claus Brix fra radiografuddannelsen i Odense og kørt en række varer igennem en røntgenkanon for at afsløre, hvor meget af den samlede pakke der består af luft. I de fleste tilfælde er det mere end halvdelen.
Pakkens form og størrelse er nemlig afgørende, når forbrugerne hiver varer ned fra butikkernes hylder, forklarer Viktor Smith fra gruppen FairSpeak, der forsker i forbrugernes afkodning af emballage ved Copenhagen Business School (CBS).
»Emballage er kommunikation og psykologi. Varen skal se lækker ud på hylden og have plads til at fortælle det, man gerne vil fortælle,« siger forskeren.
»Men form og størrelse kan samtidig gøre, at vi får forventninger, der ikke bliver indfriet,« fortsætter han.
Se røntgenbillederne: Du betaler for luft
Forbrugerne bliver vildledt
I nogle tilfælde er der endda tale om vildledning, mener Vagn Jelsøe, der er afdelingschef i Forbrugerrådet.
»Det er vigtigt, at man ikke er i tvivl om, hvad man køber, og at man ikke af tekst eller emballage foranlediges til at tro, at man får mere, end man rent faktisk får,« siger han.
»Stor emballage kan være en nødvendighed for nogle varer. Men man kan til tider godt få mistanke om, at det også handler om at få det til at se ud af mere.«
Der er imidlertid en god grund til, at klodserne svømmer rundt på bunden af Lego-æskerne, mener Charlotte Simonsen, kommunikationschef hos Lego.
»Børnene skal kunne se, hvor meget produktet fylder, når klodserne er samlet,« siger hun, men medgiver, at børn kan føle sig skuffede, når de flår æsken op.
»Omvendt synes nogle, at æsken er flot - mange har den endda stående, selv om klodserne er samlet,« siger hun.
Vi sælger absolut ikke luft
I Storbritannien kræver myndighederne, at visse varegrupper højst indeholder 15 procent tomrum.
I Danmark er der ingen regler for, hvor meget luft der må være i pakken. Men producenterne skal leve op til det såkaldte emballagedirektiv fra EU, der kræver, at emballagen skal minimeres så meget som muligt, og at emballagen skal kunne genanvendes.
Det er producenternes ansvar at sandsynliggøre, at emballagen er så lille som mulig.
I Søndagsavisens undersøgelse er der dog også væsentlig mere luft end chokolade i en æske Toms Festival.
»Vi bestræber os på at minimere emballagen. Men når vi taler om æsker, handler det også om, hvordan produktet præsenterer sig. Man kan tale om en gaveværdi,« siger Hanne Jyrup Rasmussen, der er marketingschef hos Toms og fortsætter:.
»Når chokoladerne, der er pakket ind i papir og twistet i enderne, kommer på en lastbil og bliver bumlet rundt i landet, så synker de lidt sammen. Men vi er ikke ude på at snyde forbrugerne, og vi er absolut ikke ude på at sælge luft eller lave emballagespild,« siger hun.
Se røntgenbillederne: Du betaler for luft