Læs avisen online

Advokater vil ikke forsvare Breivik

Dumme svin skal også forsvares.Derfor kritiseres flere kendte danske advokater, der ikke ville have forsvaret den norske massemorder

Foto: Polfoto
Foto: Polfoto


Derfor vil de ikke forsvare Breivik

Bjørn Elmquist : Manglende forståelse for Breivik.

»Der skal være en vis form for forståelse mellem den sigtede og advokaten. Og det tror jeg ikke, at jeg ville have her.«

 

Michael Juul Eriksen: Bange for at blive udnyttet.

»Breivik siger selv, at han ikke har brug for nogen advokat, og man risikerer at blive brugt til at udbrede hans propaganda.«

 

Uffe Skalborg Hansen: På grund af befolkningens modstand.

»Der er alt for meget presse og for mange komplikationer. Der er en stor modstand i befolkningen, som også vil ramme advokaten.«

 

Kim Toxen-Worm: Fordi jeg har for lidt hår på brystet.

 »Der er for meget postyr om sagen. Det kræver en med mere hår på brystet og større erfaring fra store sager.«

 

Kåre Pihlmann: Ville blive for personligt påvirket.

»Jeg har forsvaret mordere, men her sætter jeg grænsen. Jeg ville være nervøs for, at sagen ville påvirke mig for meget personligt.«

 

Henrik Garlik Jensen: Vil ikke have ham ind på livet.

»Jeg ville være bange for at blive brugt som politisk talerør for Breivik. Desuden må man spørge sig selv, om det her er en person, man har lyst til at få ind på livet.«


Forsvarsadvokater skal forsvare alle, uanset hvilken forbrydelse de er tiltalt for. Sådan burde det være i en retsstat.

 

»Det er ligegyldigt, om det er 69 personer eller én person, han har slået ihjel. Alle skal have en forsvarer,«

siger forsvarsadvokat Michael Meyn.

 

Men hos flere danske forsvarsadvokater går grænsen ved den norske massemorder Anders Behring Breivik.

 

Det viser en rundspørge, som Søndagsavisen har foretaget. Seks af de 30 advokater, som Søndagsavisen har talt med, siger, at de - i en tænkt situation - ikke ville forsvare Breivik.

 

En af dem er Bjørn Elmquist, der tidligere har været forsvarer i terrorsagen fra Vollsmose.

 

»Der skal være en vis form for forståelse mellem den sigtede og advokaten. Det tror jeg ikke, jeg ville have her. Hvis man ikke har den nødvendige forståelse mellem klient og advokat, vil man ikke kunne gøre det bedste for den anklagede,« siger han.

 

En anden 'nej-siger' er Michael Juul Eriksen, der tidligere har forsvaret HA-rockeren Jønke.

 

»Alle har ret til en forsvarer, men jeg har nogle personlige grænser. Jeg går heller ikke ind i sager om børneporno,« siger forsvarsadvokaten.

 

Anders Behring Breivik pegede på advokaten Geir Lippestad som den mand, der skal forsvare ham. Angiveligt fordi Lippestad i 2002 havde forsvaret en nynazist, der havde slået en indvandrerdreng ihjel i Oslo.

 

Men denne gang tøvede Lippestad og diskuterede anmodningen fra Breivik grundigt igennem med familie og kolleger, inden han besluttede sig for at påtage sig forsvaret for Norges mest forhadte mand.

 

Langt de fleste af de danske forsvarsadvokater, som Søndagsavisen har talt med, bakker Lippestad op.

 

»Jeg går ind til det, som en læge går ind til en døende patient. Han har ret til min hjælp, uanset hvilke forfærdelige ting han har gjort,« siger forsvarsadvokat Kristian Dreyer.

 

Hans kollega André Rouvillain supplerer: »Kernen i retssystemet er lige præcis, at man stiller sig op og forsvarer den, som alle afskyr. Selv det største svin har krav på og ret til at blive forsvaret.«




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?