Læs avisen online

Det første barn koster kassen

25.000 kroner - allerede inden barnet er født. Det er dyrt at få børn. Derfor skal førstegangsforældre hjælpes med at få styr på økonomien

Når man får sit første barn, bør man sørge for at have yderligere 1.500-2.750 kroner til rådighed om måneden - ud over det man plejer. Foto: Kristian Brasen
Når man får sit første barn, bør man sørge for at have yderligere 1.500-2.750 kroner til rådighed om måneden - ud over det man plejer. Foto: Kristian Brasen


Ifølge Forbrugerrådet koster det ialt 750.000 kroner fra barnet bliver født, til det fylder 18 år

Økonomi er måske ikke det første, du tænker på, når du og din partner står over for at få jeres første barn. Men børn er dyre - rigtigt dyre.

 

Penge- og Pensionspanelet under Finanstilsynet har set på, hvor mange penge man som nybagte forældre skal regne med at lægge oveni ens sædvanlige forbrug. Ser man sig ikke for, har man nemt betalt 25.000 kroner alene til det mest nødvendige babyudstyr.

 

Dyre mærkevarer

»Køber man nyt - og skal det være mærkevarer - har man hurtigt brugt 25.000 kroner på barnevogn, tremmeseng, puslepude og andre nødvendige startting,« siger Mette Scharling Tollestrup, specialkonsulent i Penge- og Pensionspanelet.

 

Men ét er engangsudgifter, noget andet er de penge, man bruger måned efter måned.

 

»Som tommelfingerregel skal en familie med to voksne minimum have 9.000-10.000 kroner til rådighed om måneden, når alle faste udgifter er betalt. Når man får barn, bør man sørge for at have yderligere 1.500-2.750 kroner til rådighed om måneden til mad, bleer, tøj, sko, udstyr, legetøj, fritidsaktiviteter og så videre,« siger Mette Scharling Tollestrup.

 

Og det bliver endnu dyrere, for efter endt barselsorlov følger børnepasning, hvor prisen svinger mellem 2-3.300 kroner for en daginstitutionsplads. Ifølge en opgørelse fra Forbrugerrådet koster det i alt 750.000 kroner fra barnet bliver født, til det fylder 18 år.

 

Skal ikke lade sig skræmme

De høje tal skal man dog ikke lade sig skræmme af, mener Mette Scharling Tollestrup.

 

»Først og fremmest skal man have børn, fordi man gerne vil have børn. Men selvfølgelig skal man være meget opmærksom på sin økonomi,« siger hun.

 

For at hjælpe kommende forældre har Penge- og Pensionspanelet netop åbnet en komplet guide på hjemmesiden Ppp.dk/barn, hvor du kan finde alskens oplysninger om økonomien, når du får barn.

 

Blandt andet kan du se, hvordan du lægger et budget, og hvor meget det koster at forsikre barnet.




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?