Udbuddet af ledige lejeboliger er steget med fem procent det seneste år
Vi har ikke siden januar 2010 haft så mange boligannoncer som nu, Henrik Løvig, Boligportal.dk
Der er tegn på en lille bedring for de mange boligsøgende, der oplever at løbe panden mod muren i jagten på en ledig lejebolig.
Ifølge en ny opgørelse fra Boligportal.dk steg udbuddet af ledige lejeboliger i maj med fem procent i forhold til maj sidste år.
»Vi har ikke siden januar 2010 haft så mange boligannoncer som nu,« siger Henrik Løvig, administrerende direktør i Boligportal.dk.
Men træerne vokser ikke ind i himlen på grund af de nye tal. Og slet ikke hvis man leder efter en lejebolig i København eller Aarhus.
I København er antallet af boligannoncer således faldet med 28 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år, mens Aarhus har oplevet et fald på 12 procent.
Til gengæld er der tale om en lille stigning i udbuddet i Odense og i Aalborg på henholdsvis tre og én procent.
Stadig presset boligmarked
»De tal skal sammenholdes med en støt stigende mængde boligsøgende, og derfor er der trods tegn på bedring stadig tale om et presset lejeboligmarked,« siger Henrik Løvig.
Det er nemlig ikke kun antallet af ledige lejeboliger, der stiger. På landsplan er antallet af boligsøgende steget med 15 procent sammenlignet med samme tid sidste år.