Læs avisen online

Test: Sådan slipper du for punkteringer

Punkterfri dæk virker. Du kan cykle 90 gange længere uden at punktere. Til gengæld bliver cykelturen hårdere

Foto: Kristian Brasen
Foto: Kristian Brasen


Flere flade dæk i regn


Risikoen for at punktere er større i regnvejr. Det skyldes:


  • at regnen skyller grus fra rabatten ud på cykelstien.

  • at regndråber 'slår' til småsten, så de vender med spidsen opad.

  • at regn gør dækkene våde, så småsten klistrer til gummiet.

  • at regn virker som smøremiddel, så sten lettere kan arbejde sig ind i dækket.

    Kilde: DMI

Se testen her

Ingen dæk er 100 procent punkterfri, men selv de ringeste 'punkterfri' dæk beskytter fire gange bedre end et standarddæk. Det viser Søndagsavisens test af otte cykeldæk, der skal beskytte mod punktering.


Et standarddæk kan klare 200 omdrejninger i en tromle med seks pigge, før det punkterer. Michelin Tracker klarede 17.976 omgange og er dermed det sværeste dæk at punktere. Testens mest punkterfri dæk holder altså 90 gange længere end et almindeligt dæk.


Indlæg beskytter mod glasskår


Et punkterfrit dæk har et tyndt indlæg af nylon eller kevlar, der er så stærkt, at det beskytter slangen mod glasskår og spidse sten.


Indlæggets materiale, dækkets mønster og gummiets kvalitet afgør, hvor godt dækket beskytter mod punkteringer.


»For eksempel ser Vittoria ikke ud af noget særligt, men det klarer sig godt i testen. Det tyder på, at producenten har valgt et godt materiale,« siger Jan-Olof Nilsson, der er testleder på Svensk Maskinprovning, som står bag testen.


Vittoria Randonneur vinder testen foran Michelin-dækket, fordi det er mere holdbart og giver mindre modstand, når man cykler.


Gør cykelturen dobbelt så hård


'Punkterfrihed' har dog sin pris. Et punkterfrit dæk koster omkring 25 procent mere end et godt standarddæk.


Desuden udvider indlægget i punkterfri dæk gummiet, hvilket gør dækkets modstand mod asfalten større.


»Vi kan konstatere, at det helt klart er hårdere at cykle med punkterfri dæk,« siger Jan-Olof Nilsson.


Det dæk, der bedst beskytter mod punktering, Michelin Tracker, giver således dobbelt så meget modstand som standarddækket.

Se testen her




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?