Læs avisen online

Forstå vismændenes vrøvl

Mange bliver fjerne i blikket, når det fyger med økonomiske begreber. Vi hjælper dig med at få et overblik

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox


Vi bryder os ikke om at udstille vores egen uvidenhed, Bine Iversen, cand.public.

 

Recession, skattetryk og betalingsbalance.


Er du også en af dem, der bare smiler, nikker og fatter absolut intet, når politikere og økonomer strør om sig med svære begreber i deres bekymrede snak om den danske økonomi?


Så er det nu, du skal til at finde ud af, hvad de betyder, hvis du ikke allerede nu vil hægtes af i de næste mange måneders politiske debat.


De økonomiske vismænd er netop kommet med deres dom over den danske økonomi. Og allerede nu vrimler det med artikler, hvor de svære begreber bliver brugt i flæng.


Ifølge Bine Iversen, cand.public og journalist fra Syddansk Universitet, er der mange, der ikke forstår økonomernes underlige sprog.


Den konklusion drager hun i et speciale, hvor hun har undersøgt forskellene på, hvad økonomer og borgere forstår ved basale økonomiske begreber.


Borgerne har ofte en helt anden forestilling end økonomerne - for eksempel tror over halvdelen af borgerne i undersøgelsen, at faste priser på økonomsprog er priser, der ikke kan forhandles om, eller som er fastlagt ved lov.


I virkeligheden er der tale om priser, der er renset for inflation (fald i pengenes købekraft).


»Mange lader som om, de godt ved, hvad begreberne betyder,« siger hun.


»Det betyder, at folk går rundt med en forkert opfattelse i lang tid. Det kan skabe en ligegyldighed, hvor de opgiver at beskæftige sig med økonomi.«


Vi er flove over uvidenhed


Bine Iversen forklarer, at mange er flove over, at de ikke ved, hvad begreberne betyder.


Det gælder også de højtuddannede, viser hendes undersøgelse.


»Vi føler, at vi burde vide, hvad begreberne betyder. Men vi bryder os ikke om at udstille vores egen uvidenhed,« siger Bine Iversen.


Men man behøver ikke at læse 10 år på universitetet for at forstå begreberne, understreger hun.


»Når man får den basale viden, bliver det sjovere at følge med i den politiske debat.«


Her får du Bine Iversens oversigt over de vigtigste begreber, du bør kende for at forstå og følge med i den økonomiske debat.


Bruttonationalprodukt (bnp) = samlet produktion

BNP beskriver værdien af alt det, et land producerer. Væksten i BNP opgøres ofte i procent og markedspriser.


Recession = Tilbagegang

Recession er et fald i et lands bruttonationalprodukt i to eller flere kvartaler. Når man taler om recession i et lands økonomi, kan det betyde faldende priser og stigende arbejdsløshed. En særlig alvorlig recession bliver kaldt en økonomisk krise eller en depression.


Økonomisk vækst = øget produktion

Betyder en stigning i et lands bruttonationalprodukt (BNP).


Skattetryk = skatter og afgifter

Et tegn på, hvor store et samfunds skatter og afgifter samlet er i forhold til BNP - og dermed hvor store midler det offentlige har at råde over.


Faste priser = priser renset for inflation

Når økonomer taler om faste priser, er priserne renset for inflation (fald i pengenes købekraft) og kan derfor sammenlignes over en lang årrække.


Løbende priser = priser nu og her

Løbende priser er det, du skal betale for en vare nu og her.


Betalingsbalancen = indtægter og udgifter

Forholdet mellem, hvor mange penge et land får ind fra udlandet (for eksempel fra eksport), og det beløb, landet overfører til udlandet i løbet af et år (for eksempel fra import).

Kilde: Bine iversen, cand.public og journalist




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?