Dumme mor: Jeg savner livet før min søn

Nu kan jeg ikke huske en aften inden for de seneste måneder, hvor det ER sket.

Før jeg flyttede sammen med min kæreste, boede jeg sammen med min bedste ven. Vi tilbragte hver søndag med tømmermænd i hver vores seng og stod ikke op før klokken 20, hvor en af os havde bestilt take-away, og hvor DR sendte sin søndagsserie. Så mødtes vi på sofaen med hver vores dyne og gik direkte i seng igen bagefter. Nogle weekender gik vi kun ud om fredagen, men boede alligevel i vores senge både lørdag og søndag.

En fyraftensøl eller 10
Nu hvor sommeren er på vej, og byen fyldes af glade ansigter, der mødes til en fyraftensøl i solen, tænker jeg på dengang, hvor fyraften for mig også betød at mødes til en stor fadøl, som kunne resultere i 10 til på et brunt værtshus eller en festlig middag ude med kollegaer eller venner.

Og hold kæft, hvor jeg savner det hele. Så meget, at jeg får en knude i maven bare ved at skulle skrive det. Men jeg kan ikke altid sige det højt. For nu har jeg jo noget, der er det hele - og meget mere - værd, og jeg skal også huske at være taknemmelig, får jeg så at vide.

Men i mit hoved udelukker det ene ikke det andet. At savne er ikke det samme som at fortryde eller ville være livet nu foruden.

Og jeg savner at ligge i ske med min kæreste en hel nat og se gyserfi lm. Jeg savner at kunne svare 'ja tak!' i stedet for 'jeg skal lige tjekke babysitter' til alle invitationer, jeg får. Og jeg savner min frihed og at være mig selv nogle gange; og jeg savner at have overskud til at være en kæreste, der gider at holde sig vågen, så vi kan gå i seng samtidig.

Men det kan jeg bare ikke sige. For jeg skal være glad for min søn, og tænk hvis jeg ikke havde ham.

Noget at bringe videre
Jeg bliver dog nødt til at sige det her: Jeg ville ikke bytte min søn for noget - jeg er evigt taknemmelig for at have fået lov til at møde ham og leve med ham, og der er intet, der er vigtigere for mig.

Men jeg havde altså også et liv før. Og det liv var fantastisk, og jeg var glad for det, og hvor ville jeg være ærgerlig, hvis jeg først var blevet glad, da jeg blev mor. Faktisk ville det være ret trist, hvis mit liv inden min søn ikke var værd at savne. Hvis jeg ikke havde levet - med både lykke og nedture, der giver refleksion og får en til at træffe de valg, der er de rigtige i det liv, man lever. For hvad ville det så lige være, at jeg skulle bringe videre til ham