Et godt udseende og en skarp hjerne har banet vej for Margrethe Vestager, der i fritiden elsker at lave mad og strikke
Yndlingsband
»TV2 - jeg er vokset op med bandet, og det har fulgt mig ind i voksenlivet. 'Bag duggede ruder' vil altid bringe mig direkte tilbage til gymnasietidens fester.«
Yndlingsfilm
»Der er mange film, som jeg gerne ser igen og igen, for eksempel 'Love Actually', 'Fire bryllupper og en begravelse', alle '007'-film, 'Bourne'-trilogien og stort set alt, hvad Bruce Willis deltager i.«
Favorit-feriemål
»Gerne Frankrig. Det er et skønt land, der kan byde på mange forskellige ting - middelhavsvarme, vestkyst som i Danmark og skønne råvarer.«
Yndlingsaversion
»Mennesker, som skælder ud, forsøger at gøre andre mennesker små og udnytte dem. Det er langt fra mine værdier om frisind, ligeværd og gensidig respekt.«
Hvilken side af dig selv holder du mindst af?
»Hvis jeg glemmer mig selv og opfører mig som min yndlingsaversion. Det sker sjældent, men når det sker, er jeg glad for, at ordet 'undskyld' findes på vores sprog.«
Altid smilende, altid fattet, altid venlig.
Stilsikkert er den 43-årige radikale leder Margrethe Vestager den seneste måneds tid tonet frem i medierne og har forklaret, at hun peger på Thorning som statsminister, men støtter Løkkes efterlønsreform - og i øvrigt vil have hævet boligskatterne, hvilket ingen andre end De Radikale synes er en god ide.
Margrethe Vestager har altid haft et ry som elitær og fjern fra danskernes virkelighed, men noget tyder på, at den stædige insisteren på radikale synspunkter kan give et folkeligt gennembrud.
Hun ligger nummer tre på en popularitetsmåling, som DR har foretaget - og selv den nyligt løsladte Peter Brixtofte har erklæret, at han vil stemme på hende.
Skygger for liberal alliance
Vestagers succes kaster til gengæld lange skygger ind over de tidligere partifæller i Liberal Alliance, der må se deres popularitet skrumpe.
Men der er ingen åbenlys bitterhed at spore hos den liberale leder Anders Samuelsen, der tidligere kørte tæt parløb med Vestager.
»Hun er engageret, altid forberedt, og så har hun en stædighed, der er afgørende,« siger Anders Samuelsen.
Hun ser godt ud
Den mangeårige radikale topfigur Niels Helveg Petersen mener, at hendes succes er indlysende.
»Hun er fra naturens hånd udstyret med en god begavelse, og så ser hun jo godt ud,« siger han og tilføjer, at billedet af Vestager som en smule distanceret ikke er helt ukendt for ham.
»Hun er ikke den type, man slår på skulderen. Hun gør ikke noget for at fremstå jovial.«
Margrethe Vestager er vokset op i et præstehjem som den ældste i en søskendeflok på fire.
Allerede som 25-årig blev hun landsformand for De Radikale, og som 30-årig blev hun den yngste minister nogensinde.
Hun har altid gjort sig store anstrengelser for at adskille arbejdsliv og privatliv, alligevel blev begreberne blandet sammen, da hun påkaldte sig stor vrede fra kvindesagsforkæmpere, fordi hun kun tog syv ugers barselsorlov, da hun fødte i sin embedsperiode som minister.
Som kirkeminister blev hun også kritiseret for, at hun ikke fik sine tre børn, Maria, Rebecca og Ella, døbt.
Hendes mand, adjunkt Thomas Jensen, er ikke medlem af folkekirken, derfor var det op til børnene selv at tage stilling, forklarer han.
»Men alle tre er nu blevet døbt - af egen fri vilje,« fortæller Thomas Jensen.
Elsker at strikke
Som politiker kalder han sin hustru for 'hårdfør' uden at være en 'forhærdet person'.
Når hun får fyraften på Christiansborg og vender hjem til familien i lejligheden på Amager, er hun god til at 'skrue ned for den skarpe analytiker'.
Så kaster hun sig over madlavning og huslige pligter.
»Det er hun ret god til. Hun elsker at lave mad og strikke. På ingen tid dukker der sokker eller en sweater op, hvis nogen i vennekredsen venter et barn,« siger Vestagers mand.