Læs avisen online

Din dyne er fyldt med kryb

Dynen får for sjældent en tur i vaskemaskinen. Det gør den til en 'levende' bakteriebombe

Hvis du ikke har vasket din dyne i 10 år, vejer den 10 procent mere, end da du købte den. Den ekstra vægt skyldes hustøvmider og deres ekskrementer. Fotos: Pelle Rink
Hvis du ikke har vasket din dyne i 10 år, vejer den 10 procent mere, end da du købte den. Den ekstra vægt skyldes hustøvmider og deres ekskrementer. Fotos: Pelle Rink


To husstøvmider bliver hurtigt til millioner, hvis dynen ikke bliver vasket jævnligt


Sådan får du god dynehygiejne


Vask din dyne og hovedpude mindst to gange om året - fire gange om året, hvis du er allergiker. Almindelige dundyner skal vaskes på 60 grader - nogle billige udgaver tåler kun 40 grader. Vask dynen i vaskemaskiner, der kan klare syv kilo.

Dobbeltdyner kræver industrimaskine. Brug enzymfrit vaskemiddel til dundyner. Edderdunsdyner skal renses.


Sørg for at tørre dynerne godt i en tørretumbler. Er der tale om dun, skal dynen tumbles et par gange eller tre. Mange tørretumblere stopper, når fugten er væk, men en dyne skal typisk tumbles i tre-fire timer. Læg eventuelt et par tennisbolde med ind i tørretumbleren. Så undgår du, at fjer og dun lægger sig i fugtige klumper, der mugner.


Vask dit sengetøj mindst en gang hver anden uge - helst en gang om ugen.

Kilder: Jysk, fagbladet 3f og astma allergi forbundet



Danskernes dyner er slaraffenland for bakterier og husstøvmider.


Hver tredje vasker dynen sjældnere end én gang om året, selv om anbefalingen for god dynehygiejne er minimum to gange om året. 12 procent af danskerne vasker aldrig deres dyne.


Det viser en undersøgelse, som Interresearch har foretaget for Søndagsavisen blandt 1.188 danskere.


»Fugt og sved giver grobund for husstøvmider og bakteriekolonier. Så du kommer faktisk til at ligge og sove under en levende bakteriebombe,« siger Søren Nissen, der er produktchef i Jysk.


Mange springer dynevasken over, fordi det er besværligt. Eller fordi de mener, at det må være nok blot at skifte sengetøj et par gange om måneden, forklarer han.


Dynen bliver tung af mider


De 'levende' dyner er særligt hårde ved de knap ni procent af befolkningen, der er overfølsomme over for husstøvmider.


»De reagerer med stoppet næse, øjne, der klør, og sommetider også astma-symptomer med hoste og vejrtrækningsbesvær,« siger Betina Hjorth, der er rådgivningschef i Astma Allergi Forbundet.


To husstøvmider bliver nemlig hurtigt til millioner, hvis dynen ikke bliver vasket jævnligt.


»Hvis du ikke har vasket din dyne i 10 år, er den blevet 10 procent tungere, end da du købte den. Og det er altså miderne og deres ekskrementer, der ligger og hygger sig i sengen sammen med dig,« siger hun og understreger, at allergikere - og personer med allergi i familien - bør vaske deres dyner mindst fire gange om året.


»Dårlig dynehygiejne kan nemlig medvirke til, at man udvikler husstøvmideallergi, hvis man er disponeret for det,« siger hun.


Lad være med at rede sengen


Danskerne er bedre til at huske at skifte sengetøj og lufte dynerne, viser Søndagsavisens undersøgelse.


Det sker for de flestes vedkommende en-to gange om måneden.


Selv om luftning af dynen ikke erstatter en tur i vaskemaskinen, er det bedre end ingenting, mener Betina Hjorth.


»Men hvis man gerne vil have fugten væk, er det ikke nok at lade dynen lufte i fem minutter. Har man slet ikke mulighed for at lufte dynen, er det en god ide at vende den om, når man står op, så sveden kan fordampe, og så vente med at rede sin seng, til man kommer hjem fra arbejde om eftermiddagen,« siger hun.


Hvis du vasker din dyne et par gange om året og husker at lufte den jævnligt, kan du have glæde af den i op til 10 år, påpeger Søren Nissen fra Jysk.


»En dundyne bliver ødelagt, hvis den ikke bliver vasket og luftet. Sveden fra din krop får dun og fjer til at kollapse, så den med tiden mister evnen til at holde dig varm om natten.«




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?