Læs avisen online

Unge mænd kommer i klemme

Uddannelsessystemet stiller stadig højere krav til de unge, men drengene har svært ved at engagere sig

Drengene risikerer at miste status, hvis de udadtil viser for stort engagement i skolen. Foto: Colourbox
Drengene risikerer at miste status, hvis de udadtil viser for stort engagement i skolen. Foto: Colourbox


Drengene  efter pigerne

Flest drenge har folkeskolen som højeste fuldførte uddannelse (37% af drenge, 20-24 år, mod 27% af piger, 20-24 år).

Flere piger end drenge fuldfører en gymnasial uddannelse (57% piger mod 44% drenge).


Flere piger end drenge vælger en videregående uddannelse (57% piger mod 42% drenge)


Kilde: danmarks statistik, 2009



Drengene er bagud i uddannelsessystemet - de får dårligere karakterer og kortere uddannelser.


Samtidig forsvinder de ufaglærte job, som de ellers kunne falde tilbage på, med stor hast til udlandet.


Selv virker drengene dog sjældent særlig bekymrede. En stor andel af de unge mænd, der står over for at skulle vælge uddannelse, viser ikke engagement i deres fremtidige uddannelsesplaner.


Det er en gennemgående tendens i undersøgelser på tværs af uddannelsesniveau, geografi og landegrænser, fortæller Mette Lykke Nielsen, som forsker i unge og uddannelse ved Center for Ungdomsforskning.


Det skyldes ifølge en række køns- og uddannelsesforskere, at drengene risikerer at miste status, hvis de engagerer sig for meget i skolen.


»De unge mænd står i en svær situation, hvor de på den ene side skal leve op til et stadig stigende krav fra uddannelsessystemet og på den anden side helst skal fremvise en slags modstand mod skolearbejdet for at være 'cool',« siger Mette Lykke Nielsen.


Flest drenge er ufaglærte


At drengene ikke virker interesserede i deres fremtid, er ikke ensbetydende med, at de ikke er det, understreger Mette Lykke Nielsen. Og langt de fleste ender med at tage en uddannelse.


Problemerne opstår som regel først, hvis de springer fra en uddannelse eller ikke kan få en praktikplads, hvilket mange har svært ved. Gruppen af ufaglærte i Danmark er svært domineret af drenge - tidligere undersøgelser viser, at det blandt andet skyldes, at mange har set mandlige familiemedlemmer tjene gode penge uden en uddannelse, fortæller Camilla Hutters, som er lektor og udviklingsleder ved Center for Ungdomsforskning.


»Flere unge mænd fra ufaglærte familier har kendskab til mænd i familien, der har klaret sig godt uden en uddannelse. Omvendt har unge kvinder tit set deres ufaglærte mødre køre sur i hårde og dårligt betalte job i omsorgssektoren, og de opfordres i høj grad af mødrene til at uddanne sig bedre,« siger hun.


Anerkendt at være skoletræt


Samtidig vil en skoletræt ung mand ofte møde forståelse i sin omgangskreds.


»Kulturelt set anerkendes det, at en dreng kan være skoletræt. Derfor bliver drengene ikke mødt med en opfattelse af, at deres indstilling er mærkelig,« siger Mette Lykke Nielsen og fortsætter:


»Det er vigtigt, at man forsøger at rokke ved de kønsbestemte opfattelser og samtidig prøver at skabe en positiv kultur omkring det at klare sig godt i skolen.«




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?