Dumme mor: Jeg tudbrølede over Holger

Come on.

Der er altså større ting i livet, og verden er fuld af mennesker, der har brug for vores hjælp. Og så siger folk, at 'jamen, det er da også helt forfærdeligt', og måske donerer de 500 kroner til en aktuel krise, men kun for at kunne sige: 'Jamen, det er da også helt forfærdeligt; jeg har også doneret 500 kroner'.

Men i bund og grund lever de upåvirket videre og sætter alle kræfter ind på, hvem der nu kommer med i skolebestyrelsen.

Og det eneste der får dem til at ligge vågne om natten er, om deres afkom nu har det så godt som muligt.

Jeg har altid syntes, at det var noget forkælet svagpisseri.

Men lige nu ramler verden, og jeg har sgu egentlig brugt 10 gange så meget energi på at koncentrere mig om, hvorvidt den lille fede spiser, som han skal. Det store nyhedsbillede har jeg ikke længere, min viden tager udelukkende afsæt i weekendens aviser og TV 2 News, der kører døgnet rundt, men dog aldrig får mig til at sætte mig ned og følge med, for så er der en lille fed, der skal skiftes, have mad og alt mulig andet.

Den nære katastrofe

Men så forsvinder treårige Holger Kragh sidste søndag.

Jeg hører først om det om aftenen, men så hamrer jeg også alle tekst-tv-sider og netaviser igennem. Og jeg tudbrøler gennem det hele.

Jeg kan ikke forestille mig noget værre end det, de forældre går igennem. Den magtesløshed og den uvished og alle de frygtelige billeder, som unægteligt må gå gennem deres hoveder.

Bare det at skulle sætte ord på det får min stemme til at knække, for jeg kan kun se min egen søn gå rundt i den skov helt alene og kalde på mig uden at kunne forstå, hvor jeg er.

Jeg kan ikke sove om natten og står tidligt op for at tjekke, om de har fundet ham. Selv om det ikke er min søn, kunne det lige så godt have været det.

Da de finder ham i god behold, bryder jeg fuldstændig sammen. Ligesom tusindvis af forældre i resten af landet.

Og måske begynder jeg at acceptere det nu. At det der rører os, er det, der minder mest om os selv. Og alt det andet har vi mindre overskud til. Jeg synes stadig, at det er lidt svagpisseri - vi burde kunne rumme det hele, men altså, så er jeg jo blevet en svagpisser selv.