Det er ikke kun mennesker, der klæder sig ud til fastelavn - i den tyske by Straubing deltager også menneskets bedste ven i festlighederne.
Udklædt som både djævle, prinsesser, fine damer og herrer, superhelte og frøer mødte omkring 30 hunde frem. Trods et historisk uvenskab slog hundene dog ikke katten af tønden.
De mange firbenede venner fik dog både foder og vand, og ligesom de foregående år var der sågar arrangeret flere underholdende indslag til hundene, der både kunne deltage i en parade og et væddeløb.
På den tyske hjemmeside TZ-online.de raser dyrevenner dog over udklædningen. Flere læsere mener, at det er dyremishandling, og kalder hundeejerne for 'sindssyge' og 'psykopater'.