Jeg var en taber

Håret er pjusket, ansigtet er sammenbidt på grund af frostgraderne, og Thomas Bo Larsen skutter sig i den rød- og sortternede jakke med hætte. Umiddelbart lever den 47-årige skuespiller op til alle fordommene om ham som en rod, der altid får taberrollerne. Men han bestiller cola, ikke øl, han har en pæn, stribet bluse på under skjorten, og stemmen bliver øm, da hans 18-årige datter, Sally, ringer. De skal mødes på torsdag, hvor hun skal hjælpe ham med at læse på manuskriptet til teaterstykket 'Livet er en drøm'. Det er en komedie. Ofte bliver han typecastet til at spille tabertyperne. Noget, der falder ham uhyggeligt let. »Jeg var en taber i mange år,« siger Thomas Bo Larsen.

Ordblind og bagerlærling 

Han gik ud af skolen allerede efter 7. klasse. Han var ordblind og kunne heller ikke sidde stille i timerne. »Hvis jeg var gået til eksamen i 9. klasse, havde jeg fået nul, nul, nul, nul hele vejen igennem. Det havde været et nederlag, når man er så ung.« Så Thomas Bo Larsen kom som 14-årig i lære som bager.

Han fik livet at mærke på den hårde måde. Midt om natten kørte han fra Bagsværd til Lyngby på sin knallert. Og når han kom hjem ved middagstid, tog han en lur, stod op et par timer og gik tidligt i seng - ikke noget, der huede den unge knægt.

Så han droppede bagerfaget igen. Siden forsøgte han sig som arbejdsdreng og fabriksarbejder på en samlebåndsfabrik i et års tid, hvor han sad og skruede skruer i i et år, inden han 'flygtede'. »Tænk, at der er folk, der gør det hver dag. Jeg sagde til mig selv, at hvis jeg skulle leve sådan her resten af mit liv, ville jeg hænge mig i en galge.«

Røg hash og trainsurfede

Gennem sin ungdom blev han fyret fra 14 forskellige job. Da han kom i hæren, fik han også sparket, fordi han lavede ballade hele tiden. Han fik beskeden: 'Kære Tuberkulose Larsen (hans initialer er TBL, red.). Det her er ikke en legeplads'. »Jeg var der i tre måneder. «

Han kalder sig selv for en '100 procent rod', der voksede op i en mandeverden i et til tider barsk arbejdermiljø. Faderen var håndværker. Moderen hjemmegående husmor. Thomas Bo Larsen selv var rastløs, røg alt for meget hash, kørte på knallert i læderjakke, sloges, hang bag på togene - det sidste på grund af adrenalinkicket. »Jeg har aldrig nogensinde gjort nogen fortræd, men hvis nogen slog mig, slog jeg tilbage.«

Fik endelig en uddannelse

Midt i alle nederlagene fandt den unge rod dog noget, han rent faktisk var god til. Det eneste, han var god til, som han selv påpeger: amatørteater. Han elskede at lege og bruge fantasien, og det kunne han i fritidsklubben, hvor han fik charmet sig ind hos lederen, selv om hans forældre ikke betalte for, at han kom der.

Han dannede sin egen teatergruppe, men drømte aldrig om at blive skuespiller. Det troede han slet ikke, man kunne blive. Til gengæld lykkedes det Thomas Bo Larsen at få en uddannelse - som glarmester. Men heller ikke det var nemt. Det blev fire år i helvede. »Jeg var en elendig håndværker. Mine hænder er skruet helt forkert sammen.«

Som lærling var han nederst i hierarkiet, og på grund af sin ordblindhed dumpede han syv gange til teoriprøven, da han tog kørekort. Hans mester var ved at blive sindssyg, for kørekort skulle man have som håndværker. Men han fik sit kørekort og sit svendebrev - en sejr for den hårdtprøvede unge mand.

Ramt af hashpsykose

Som 20-årig kom Thomas Bo Larsen lidt for langt ud. Han fik en hashpsykose og måtte væk fra vennerne og hjemstavnen. Han kom på Herning Højskole, hvor han mødte skuespillerinden Mette Horn. De blev kærester, og hun fortalte ham, at man faktisk kunne uddanne sig til skuespiller.

Så efter et år på højskole tog han timer hos en dramalærer, søgte ind på Odense Teaterskole og kom ind i første hug efter en optagelsesprøve, hvor han spillede Romeo i den berømte balkonscene. »Hvis ikke jeg var kommet ind, tror jeg ikke, at jeg havde søgt igen. Men hvad der så var sket, ved jeg sgu ikke. Det gider jeg ikke tænke over.«

Næsten smidt ud af teaterskolen

Og så skulle man tro, at det hele kørte på skinner for den unge skuespiller. Men det gjorde det ikke. Ordblindheden gjorde det første stykke tid til et helvede. Thomas Bo Larsen havde desuden altid haft det svært med skolesystemer og autoriteter. Hvorfor han skulle lære at spille klaver og danse ballet, når han ville være skuespiller, fattede han ikke. Så han nægtede og kom kun til dramatimerne. Det var to gange ved at koste ham drømmen.

To gange var han millimeter fra at blive smidt ud af skolen, men held og en rar rektor reddede ham. »Jeg elskede drama. Jeg følte mig hjemme. Jeg kunne lege og leve mig ind i noget andet end den grå hverdag. Og så kan jeg godt lide at underholde folk - der er en form for ekspressionisme i at være skuespiller.« Thomas Bo Larsen kæmper stadig med ordblindheden. Det er derfor, hans datter skal læse med ham.

Datteren Sally er hans øjesten. Hun er 18 år og næsten lige flyttet hjemmefra. »Det er forfærdeligt, lige pludselig står hendes værelse tomt. Og nu skal hun skabe sit eget liv.« »Jeg har kun én eneste drøm for hende, og det er, at hun får et dejligt og lykkeligt liv. Hun kommer til at gå galt i byen mange gange - ikke lige så mange gange som mig selv, håber jeg - men det lærer man jo også af. Og man rejser sig igen.«