Ældre har også ret til et godt liv

Jens Aagaard

jaa@sondagsavisen.dk

 

Mandag får Thyra Frank, forstander på plejehjemmet Lotte på Frederiksberg, besøg af socialminister Benedikte Kiær (K).

 

»Bedre sent end aldrig,« konstaterer hun tørt.

 

Men ministeren vil naturligvis blive budt på kaffe med rigtig fløde ved Thyra Franks skrivebord i spisestuens karnap. Her har både norske og svenske ministre og embedsmænd før hende haft flere møder med Thyra Frank for at høre mere om Lotte-modellen, hvor beboerne må spise og drikke, ryge og elskeog feste - i det hele taget leve, som de vil.

 

Hvorfor skal det være forbudt?

 

»Det kan undre mig, at vi her på plejehjemmet er blevet berømte for noget, vi synes er almenmenneskeligt. Før vi kommer på plejehjem, må vi gerne drikke øl og snaps, hvis det er det, vi vil. Vi må leve, som vi vil - hvorfor i alverden skulle det så være forbudt her,« siger Thyra Frank, der netop er blevet udnævnt til formand for Ældrekommissionen.

 

Allerede i 2020 vil næsten 1,2 millioner danskere være over 65 år, viser befolkningsfremskrivninger fra Danmarks Statistik.

 

Thyra Frank mener, at Lotte-modellen kan indføres hvor som helst. Uanset om det er store plejehjem, små plejehjem, friplejehjem eller private plejehjem.

 

»Der bliver hele tiden talt om, at vi skal være flere hænder, og at der skal tilføres flere penge. Men vi bliver nødt til at se i øjnene, at det kommer der ikke. I stedet for må vi bruge hænderne bedre. Alt for meget personale er plantet bag computere, hvor de bruger alt for meget tid på at lave alt muligt ligegyldigt,« siger hun.

 

Kodeordene for Thyra Frank er respekt, nærhed og omsorg. Det samme gælder for personalet.

 

Personalet vil selv bo der

Der har været meget lidt udskiftning blandt personalet de seneste tyve år. Den ældste medarbejder på Lotte er 71 og har ingen planer om at gå på pension foreløbig.

Og rygtet har spredt sig. Plejehjemmet får ugentligt fem-seks uopfordrede ansøgninger.

 

Sygefraværet ligger langt under gennemsnittet for offentligt ansatte. Der er næsten intet papirarbejde, og der er ingen personalerum.

 

Personalet har skabt et hjem, hvor de selv har lyst til at bo, hvis de skulle få behov for en plejehjemsplads.

 

»Masser af plejehjem bliver professionelt drevet med rutiner og standarder. Her bor der 23 vidt forskellige mennesker med vidt forskellige ønsker og behov,« siger Thyra Frank, der fra sit skrivebord har overblik over spisestuen, hvor beboerne fortsat dumper ind til morgenmaden, selv om klokken er 10.30.

 

Her kan beboerne forsyne sig med rundstykker, pølser, fuldfede oste, wienerbrød, kaffe og juice fra buffeten.

 

Klokken 13 bliver der serveret frokost, og aftensmaden bliver tilberedt af en kok i den store, gamle patriciervillas eget køkken efter ønske fra beboerne. Og der bliver hverken sparet på smør eller fløde, pointerer kokken.

 

Kollegaer kan ikke lide Thyra

»Vi er tidligere blevet tilbudt mad fra et storkøkken, der kunne levere grønne salater og en såkaldt ernæringsrigtig kost. Men det kan vi jo ikke bruge til noget, når beboerne ikke vil spise det. Så kan det være nok så ernæringsrigtigt. Man skal også huske, at mange af beboerne er meget tynde. De har brug for noget solidt,« siger Thyra Frank.

 

Hun afbryder tit samtalen for at hjælpe en beboer eller høre, hvordan det går. Ofte følger et lille, blidt strøg over kinden med, og hun kalder beboerne for 'skat'.

Hun lægger afgørende vægt på at være synlig. En ledelsesstil, der har gjort hende upopulær blandt visse andre ledere.

 

»Jeg er blevet beskyldt for at være illoyal over for andre ledere, fordi jeg påstår, at Lotte-modellen kan overføres til alle plejehjem i Danmark. Jeg har tydeligvis trådt på nogle ligtorne, men når vi hører om problemer på plejehjem, er det ikke, fordi personalet er onde mennesker. Det handler ene og alene om dårlig ledelse,« siger Thyra Frank.

 

Brændte hagesmækkene

I slutningen af firserne skulle Lotte-hjemmet have været lukket, men det blev reddet i sidste øjeblik.

 

Så gik revolutionen i gang. Thyra Frank og personalet brændte kitler, uniformer og beboernes hagesmække i haven. Linoleummet blev revet af gulvene, der blev købt blomster, der blev syet duge og gardiner, og rækværket ind til skolen ved siden af blev revet ned, så ungerne kan komme og gå i haven, som de vil.

 

De pårørende var lykkelige, og beboerne fik gnisten tilbage i øjnene.

 

På plejehjemmet Lotte lever beboerne i gennemsnit længere end andre plejehjemsbeboere - og vigtigst: De lever bedre.

 

»Tit flytter de ind, tynde og uden gejst. Tre måneder senere siger de pårørende: Hvad er der dog sket?!«