Efter ni måneders barsel med tvillingepigerne Asta og Andrea er Mia Lyhne tilbage på de skrå brædder. Og det er faktisk lidt af en lettelse for den 39-årige skuespiller.
Mia Lyhne
Født 6. juli 1971 i København.
Alenemor til tvillingerne Andrea og Asta på ni måneder.
Selvlært skuespiller. Startede sin professionelle karriere i 1995 i 'Folk og røvere i Kardemommeby' på Bellevue Teatret. Har siden spillet med i et hav af teaterstykker, film og tv-serier. Er nok mest kendt som Mia i 'Klovn'.
Har tidligere modtaget både en Reumert og en Zulu Award.
Der er babyskrål i stereo i baggrunden, så Mia Lyhne må flere gange afbryde interviewet. Og de første mange minutter foregår med mad i munden.
Mia Lyhne har travlt. I sidste uge havde hun premiere på teaterstykket 'Den grimme mand', og samtidig er hun alenemor til tvillingerne Asta og Andrea på bare ni måneder.
»Jeg sagde ja, for det er jeg nødt til. Jeg er jo nødt til at tjene penge. Tvillingehjælpen er skåret væk, og man får ikke ekstra penge, bare fordi man er enlig mor til to. Men de er også ni måneder, og det er jo der, de fleste begynder at arbejde igen,« siger Mia Lyhne.
Puslespil at få livet til at gå op
Hun understreger, at det bestemt ikke skal lyde, som om hun kun spiller med i teaterstykket af pligt. Den selvlærte skuespiller elsker sit job. Også selv om hun de seneste uger har ligget vandret for at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen. Det har ikke været nemt. Ikke kun fordi hun har haft prøver på teatret både dag og aften, men også fordi hun savner sine døtre, når hun er væk.
»Det er et puslespil. Det hele skal gå op med både pasning og tiderne på teatret. Og så er det hårdt at være væk fra børnene,« siger Mia Lyhne stille.
Trods savnet er hun rigtig glad for at være tilbage på arbejde.
»Det er dejligt at være ude i det virkelige liv igen. I starten var det lidt som at være på ferie, hver gang jeg kom på arbejde. Jeg kan sidde på en stol og slappe af et øjeblik, og jeg har pludselig tid til at drikke et glas vand. Jeg er 'på' på en helt anden måde, når jeg går derhjemme.«
Sidste chance for at få børn
Det kom som en overraskelse for mange, da Mia Lyhne for næsten 18 måneder siden annoncerede, at hun og kæresten gennem flere år, Peter Kaplers, var gået fra hinanden, fordi de ikke kunne blive enige om det med at få børn - og at hun var blevet gravid ved kunstig befrugtning.
Den nu 39-årige skuespiller mente, at det var sidste chance for at få børn. Derfor valgte hun en donor.
»Jeg er en god mor«
Tidligere har Mia Lyhne ofte tvivlet på sig selv - på, om hun var god nok til at blive skuespiller. Og det hjalp ikke, at hun hele syv gange forsøgte at komme ind på teaterskolen - uden held.
Men hvad angår 'jobbet' som mor, er selvtilliden helt i top.
»Der er jeg slet ikke i tvivl. Jeg synes faktisk selv, at jeg er en meget god mor,« siger Mia Lyhne, som fortæller, at det både er fantastisk og hårdt at være alene med de to små piger.
»Det er lidt op og ned med søvn. Der har været mange måneder uden,« siger hun.
Babyer på optagelse i Jylland
Helt væk fra skuespillet i ni måneder har hun nu ikke været. Da optagelserne til den rekordpoulære 'Klovn'-fillm stod på i sommeren 2010, måtte Mia Lyhne tage de bare fire måneder gamle babyer med til optagelserne i Jylland.
Men det er ikke noget, der har skræmt hende væk. Hun drømmer om at komme til at lave endnu mere film og tv - ikke kun comedy, men også gerne drama. Hun ved godt, at det kan være svært, fordi mange ser hende som sjov - og som hun siger:
»Når man først er plantet et sted, tror folk, at det er der, man hører til. Men jeg har også en meget mere alvorlig Mia inden i mig.«
Lige nu er der dog ingen film eller tv-serier på programmet for Mia Lyhne.
»Jeg tager lidt en dag ad gangen - det gør man med to små børn.«