Læs avisen online

Hver 10. går med ulovlige våben

Trods færre voldsager herhjemme de senere år, går mange med våben. Folk er bekymrede uden grund, mener eksperter.



Våbenloven kort fortalt

Ifølge våbenloven er det forbudt at eje og anvende skydevåben, ammunition og eksplosive stoffer. Heri indgår blandt andet peberspray og strømpistol. Desuden er det forbudt at bære kniv i det offentlige rum, hvis det ikke er i forbindelse med ens erhverv eller lignende. Visse personer, for eksempel personer med jagtbevis, er undtaget fra reglerne.

KILDE: RETSINFORMATION

 


Over de seneste 10 år har volden i Danmark været faldende. I 2009 havde kun 1,4 procent af befolkningen været udsat for vold, viser justitsministeriets seneste offerundersøgelse fra 2010.

Trods det har 11 procent af befolkningen inden for det seneste år haft et ulovligt våben på sig. Det viser en undersøgelse blandt 1.065 danskere, som Interresearch har foretaget for Søndagsavisen.

»Det tal virker meget højt. Selv her på Station City i indre by i København, hvor der er mange gæster i nattelivet fra hele landet, virker det meget højt,« siger Bent Sørensen, der er politikommissær i Københavns Politi.

Våben for at forsvare sig selv

De fleste går med våben for beskytte sig selv, mener Maria Bislev, der er sociolog fra Det Kriminalpræventive Råd.

»Hvis der kun er 1,4 procent, der har været udsat for vold, og 11 procent, der går med våben, er der rigtig mange, der ikke har kriminelle hensigter,« siger hun.

»Men det er altid en dårlig ide at have en kniv med, for det første fordi der er større risiko for, at man optrapper en konflikt, hvis man har et våben med. For det andet fordi der er en risiko for, at man kommer til at bruge det, hvis man ender i et skænderi, « fortsætter hun.

Kniven underbygger angsten

Personer, der går med våben som kniv eller peberspray, forklarer ofte, at det giver dem større tryghed. Men den forklaring holder ikke, mener Maria Bislev.

»Tryghed er en subjektiv følelse. Våben er tryghed med udgangspunkt i angst, og risikoen for at blive udsat for tilfældig vold på gaden er forsvindende lille - så angsten er ubegrundet,« siger hun og forklarer, at vold oftest sker mellem mennesker, der kender hinanden, ofte i parforholdet og ofte i hjemmet.

Flere voldsmænd med våben

Ud af de få, der er blevet udsat for vold, er der de seneste 10 år sket en stigning fra 12 til 19 procent i antallet af voldsofre, som har stået over for en gerningsmand med våben, viser justitsministeriets off erundersøgelse fra 2010.

Trods det fastholder Maria Bislev, at det at gå med våben kun skaber mere angst.

»I stedet for at bidrage til tryghed, underbygger det at gå rundt med en peberspray snarere angsten og minder den enkelte om, at man skal være bange og huske sin peberspray,« siger hun.

Louise Rønnov, der arbejder med kriminalitet hos analysefirmaet Rådgivende Sociologer, er enig.

»Jeg tror, at de fleste godt ved, at det ikke er særlig smart at gå med våben, fordi man risikerer at få sig rodet ud i nogle situationer, hvor man fremstår som den truende part,« siger hun.

Alle går med våben

Våbenloven, som har brede rammer for, hvad der er et ulovligt våben, kan ifølge Louise Rønnov være en anden forklaring på, at undersøgelsen viser, at så mange danskere går med ulovlige våben.

»Der er sikkert nogle, der har svaret ja til, at de går med våben, fordi de for eksempel har haft en stor brødkniv med på skovtur,« siger hun.

Og når der er nogle, som reelt går med våben, skyldes det ifølge Louise Rønnov, at de frygter noget ikke-eksisterende.

»Folk tror og føler, at der er mere vold, end der reelt er. Voldskriminaliteten er ikke stigende, men faldende,« understreger hun.

»Hvis hver 10. reelt gik med våben for at forsvare sig selv, ville det vise noget om et meget utrygt samfund. Men der er ikke noget, der tyder på, at der er mere vold og flere våben i Danmark,« siger hun.



Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?