Drengene i Shu-bi-dua levede det fede musikerliv, men det fi k store konsekvenser for familielivet.
Var det ikke for nogle
folk på Danmarks
Radio, havde Danmark
måske aldrig fået Shu-bidua.
For faktisk overvejede
bandet et helt andet
navn.
»Vi overvejede faktisk
at kalde os 'Rock-Robert og
robotterne' på et tidspunkt.
Det var vist meget godt, vi
ikke gjorde det,« fortæller
Michael Bundesen.
Navnet Shu-bi-dua fik
de i stedet, da de skulle
optræde live i radioprogrammet
'Åbent Hus' med
deres første single 'Fed
rock' tilbage i 1973.
»Vi sang 'shubidua, shubidua'
på koret til nummeret,
og da værterne skulle
præsentere os, kaldte de os
Shu-bi-dua. Det plejede de
at kalde deres studiebands.
Det var ikke noget, vi bad
dem om,« husker Michael
Hardinger.
Bundesen tilføjer:
»Det er også et rigtig
godt navn, for det er meget
mundret.«
De vil ikke kaldes koryfæer.
For koryfæer afkræver respekt
og er sådan nogle, man
sætter op på en piedestal. Og
selv om de har solgt over seks
millioner plader, mener Michael
Bundesen og Michael
Hardinger ikke, at man helt
kan det med Shu-bi-dua.
Næ, så vil de hellere kaldes
fæer, som de grinende konstaterer.
De to er samlet igen i anledningen
af, at Shu-bi-duas
samlede værker udkommer
på mandag - på én gang, i én
boks.
»Det er hele vores liv,
der ligger i den boks,« siger
Bundesen.
»Vi får den alle sammen
udleveret som urne, når vi
dør. Det vil være flot.«
Hardinger bryder sammen
af grin.
Det er efterhånden 36
år siden, at 'Shu-bi-dua 1'
udkom, og når 'Bunden', som
han kaldes, og Hardinger
skal sætte en overskrift på
bandets karriere, er de ikke i
tvivl: 'Hurra!' - efterfulgt af
et 'undskyld'. Et hurra, fordi
de som musikere var yderst
privilegerede. Et undskyld,
fordi deres familier ramlede
på grund af succesen.
»Vi ramte en tid, hvor folk
i modsætning til i dag købte
plader, så vi kunne leve af musikken.
Det var ren legestue
for os, og vi har kunnet leve
hele vores liv uden at skulle
blive voksne på den kedelige
måde. Vi levede af vores egne
ideer. Vi havde det hele og
besluttede selv, hvornår vi
ville spille. Det var en utrolig
frihed,« husker Michael
Hardinger.
Med et professionelt liv, hvor
der mindst en gang om året
blev udgivet en ny plade, og
med en kalender, der var pakket
med koncerter, hang karrieren
dog slet ikke sammen
med familielivet, fortæller de
begge i munden på hinanden.
»Vi blev alle sammen skilt.
Jo, Claus (Asmussen, tidl.
medlem, red.) er stadig gift
med Lotte, men ellers røg
alt. Vi var for dårlige til at
prioritere, og vi prioriterede
musikken hamrende højt.
For højt. Ligegyldigt om der
kom børn eller hunde,« siger
Bundesen.
Det var ikke, fordi de var
dårlige til at være familiefædre.
De var det bare ikke
så meget som andre. Og så
kunne 'shubberne' bare godt
lide at være sammen.
»Vi rejste og spillede seks
dage om ugen. Når vi så kom
hjem om søndagen, var vi
alligevel sammen med de
andre fra orkestret i stedet
for at være hjemme,« siger
Bundesen.
I 1978 købte Hardinger og
Bundesen et hus sammen,
hvor de flyttede ind med
deres koner. De andre i
bandet var sikre på, at det lille
kollektiv ville blive enden for
Shu-bi-dua på grund af for
mange skænderier. Men det
skete ikke. Tværtimod. Tiden
i huset blev bandets mest
produktive periode.
»Vi sprøjtede plader ud - til
gengæld røg vores ægteskaber,
« siger Hardinger.
»Det var også, fordi vi havde
indrettet et rum oppe på
loftet. Der sad vi altid. Vores
familier levede deres liv nedenunder
- og vi sad deroppe
og skrev og skrev og skrev,«
siger Michael Bundesen og
uddyber:
»Det var ikke for at være
onde. Vi var tættere på hinanden
i bandet, end vi var på
vores koner. Det var da ikke
for smart, men når det går i
blodet ...«
Hardinger tager over:
»Når man kom hjem, og
der var en, der sagde: 'Jeg har
købt aspargeskartofler', så
var det eneste, man tænkte
på: 'Hvad rimer på aspargeskartofler'? Man var slet ikke
inde i den hverdag.«
Bundesen nikker og
fortæller om et bryllup, han
var til i den travle periode.
Toastmasteren troede, at
han sad og griflede på en tale
til det lykkelige par. Men i
virkeligheden sad han og
skrev tekster. Bundesen hørte
end ikke, da toastmasteren
præsenterede ham som den
sidste taler.
Begge understreger, at de i
dag har et godt forhold til deres
ekskoner. Og der er ingen
sure miner fra de kvinder og
børn, de svigtede dengang.
Hardinger har egentlig ikke
været medlem af Shu-bi-dua
siden 1997, hvor han forlod
bandet for at udleve drømmen
om at flytte til USA. Her
bor han stadig, så han er kun
hjemme for at være med til
at promovere boksen. Som
Bundesen påpeger:
»Det ville være mærkeligt,
hvis jeg skulle lave det her
alene. Det er også Hardingers
liv, der ligger i den boks.«
Til efteråret kommer der
en helt ny plade med Shu-bidua.
»Vi har skrevet i et halvt
års tid, og det går meget
godt,« fortæller Bundesen,
der endnu ikke kan fortælle,
hvad sangene kommer til at
handle om.
Alting har en ende,
hvornår får Shu-bi-dua en?
»Det ved man jo ikke. Så
længe folk gerne vil høre os,
så spiller vi. Længere er den
ikke.«
Tiden med Shu-bi-dua
har ikke kun budt på
gode oplevelser.
Michael Hardinger husker
engang, hvor de troede,
at Bundesen døde midt
under en koncert.
»Det var lige, da vi var
startet. Vi spillede i en lille
klub i Brøndby, hvor han
faldt død om på scenen,«
husker han.
Bundesen indskyder
straks:
»Det gjorde jeg jo ikke.
Jeg havde bare fået et ildebefindende.«
»Ja, men du blev kørt
væk i en ambulance, og vi
troede, at vi skulle hente
liget, når vi var færdige. Ja,
arrangøren beordrede os til
at spille videre. Så det gjorde
vi. Bagefter tog vi på hospitalet.
Heldigvis så vi det der
lange garn komme gående
med en læge, der klappede
ham på ryggen og sagde: 'Og
lad så være med at ryge så
mange smøger'.«
Bundesen nikker.
»Det var et lille ildebefindende. Jeg havde haft lidt
for travlt, og så havde jeg
ikke drukket nok vand. Det
er dumt.«
Straks følger endnu en
anekdote:
»En anden gang drak jeg
for meget vand, fordi der
var så varmt, og så skulle jeg
tisse. Men jeg kunne jo ikke
bare gå fra scenen, så jeg bad
de andre om en lang solo,«
griner Bundesen.
Hardinger stemmer i:
»Bosse (tidl. trommeslager,
red.) har siddet midt
under et nummer, mens vi
spillede, og tisset i en spand,
som roadien holdt, fordi der
ikke var tid til at stoppe.«
I udlandet blev der udkæmpet
en sand fankrig mellem
Beatles og Rolling Stones - og
herhjemme var man enten
fan af Gasolin' eller Shubi-
dua. Mens Gasolin' fik
prædikatet stenbrodrengene,
var 'shubberne' dem fra de
grønne områder.
»Vi havde fælles manager.
Når vi på besøg hos ham,
var det forbudt at nævne det
andet orkester ved navn. Så
det hed bare 'det andet orkester'.
Og han holdt os virkelig
adskilt. Vi måtte ikke konkurrere
med samme publikum,
så når de var ude at spille,
var vi hjemme, sådan var
det,« siger Bundesen og giver
alligevel sit bud på, hvem der
vandt krigen.
»Altså, vi er da blevet ved
længst,« konstaterer han.