Læs avisen online

Telefonen kan blive fremtidens stetoskop

Læger kan i fremtiden bruge en telefon som stetoskop, hvis teknologien bliver udviklet yderligere.

  • 10. oktober 2010 08:00
  • cpp@sondagsavisen.dk
Foto: Kristian Brasen
Foto: Kristian Brasen


Telefonen kan blive fremtidens stetoskop

Doctors Aid

Kan foretage nogle af de udregninger, som lægen foretager til daglig (f.eks. BMI og ideel kropsvægt).

Duedatecalc

Udregner terminen for gravide kvinder ud fra sidste menstruation og datoen for undfangelse.

iPrescription

Husker dig på at tage din medicin til tiden.


Telefonen kan blive fremtidens stetoskop

Med en ny applikation fra iPhone kan telefonen på få sekunder omdannes til et stetoskop.

Ved at placere telefonens fintfølende mikrofon på brystkassen er det muligt at høre og optage hjerterytmen. Optagelsen kan umiddelbart efter sendes videre til lægen, som kan give sin diagnose. Eller han kan sende optagelsen videre til en ekspert på området. I hvert fald i teorien.

Søndagsavisen har sat læge Flemming Skovsgaard til at afprøve IPhone-applikationen IStethoscope. Målet er at finde ud af, om telefonen også i praksis kan fungere som stetoskop til professionel brug.

Flemming Skovsgaard propper straks høretelefonerne i ørerne og placerer telefonen på testpersonens brystkasse som anvist. Baggrundsstøj er det første, han bemærker.

»Det ville genere mig, hvis jeg skulle bruge den til hverdag,« konstaterer Flemming Skovsgaard, som er formand for it-udvalget i Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

»Men der er nu også baggrundsstøj på mit elektroniske stetoskop, som jeg blandt andet bruger, når jeg undersøger børn,« fortsætter han.

Kræver dyre høretelefoner

Ifølge Flemming Skovsgaard ville man godt kunne bruge applikationen, som man i dag bruger et elektronisk stetoskop. Han ville dog ikke selv vælge at bruge den i sit daglige arbejde på nuværende tidspunkt.

»Et par unge, gode ører ville nok ikke have noget problem med det, men jeg hører ikke så godt, som jeg har gjort, så jeg foretrækker den reneste lyd overhovedet,« siger han.

IPhones online-applikationsguide anbefaler da også, at man investerer i et par ordentlige høretelefoner for at kunne høre de dybe hjertefrekvenser.

Ingen regler for stetoskoper

I Danmark er der ingen tekniske regler for stetoskoper, og derfor kan alt lignende udstyr i teorien bruges direkte i lægepraksis.

»Der er ingen rationel forklaring på, hvorfor jeg bruger det stetoskop, jeg gør. Det var det, de anbefalede på skolen,« siger Flemming Skovsgaard.

Kan den billige applikation til telefonen så gøre det ud for et stetoskop? Ja, mener Flemming Skovsgaard. Hvis man vel at mærke fortsætter med at udvikle den teknologisk.

»Lige nu er det bare et sjovt legetøj, men i fremtiden kunne den blive relevant. Men det kræver selvfølgelig en masse teknologisk videreudvikling, « siger han.

Det vil kræve en egentlig undersøgelse af, om telefonen kan måle alle frekvenser. Det er nemlig imellem frekvenserne, at mislydene på hjertet ligger, fortæller han.




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?