Læs avisen online

Vil have smørrebrød i pølsevognen

Smørrebrødsjomfruen Ida Davidsen blæser på kalorierne, når bare maden smager og får mundvandet til at løbe. Og så vil hun have smørrebrødet ud i pølsevognene

  • 01. september 2010 15:00
  • cpp@sondagsavisen.dk
Ida Davidsen var kun 5 år gammel, da hun startede med at komme smør på brødet i faderens restaurant. Nu er hun 72, og kærlig­heden til godt smørrebrød har hun stadig. Foto: Kristian Brasen
Ida Davidsen var kun 5 år gammel, da hun startede med at komme smør på brødet i faderens restaurant. Nu er hun 72, og kærlig­heden til godt smørrebrød har hun stadig. Foto: Kristian Brasen


Vil have smørrebrød i pølsevognen

»Så måtte jeg jo op på en stol og råbe: 'holdt, holdt, holdt!'«

Ida Davidsen fægter med armene, som om hun stadig var til den pressekonference i Tyrkiet, hvor tjenerne serverede højtbelagt smørrebrød med rugbrødet opad.

I mange år rejste hun rundt som konsulent for flyselskaber og præsenterede det smørrebrød, der typisk blev serveret på danske fly. I Tyrkiet var denne delikatesse så fremmed, at man ikke anede, hvad der var op og ned.

De tyrkiske journalister til pressemødet kaldte hende 'Smørrebrødsdronningen' i aviserne dagen efter, men for smørrebrødsjomfruen Ida Davidsens var oplevelsen et mareridt.

Mad er hendes store kærlighed, og kenderen ved, hvordan hun vil have det:

»Det skal være friskt, veltillavet og se godt ud. Så blæse være med kalorierne, når bare det gør det.«

Går ikke på kompromis

Når Ida Davidsen laver mad, kender hun ikke til ordet kompromis. Noget, der virkelig kan frustrere hende, er, når de unge kokkeelever ikke smager maden ordentligt til.

»Det kan ikke nytte noget bare at sige 'bum bum bum, så - nu er det en hønsesalat', og så smager den som at række tungen ud ad vinduet. Det dur bare ikke,« siger Ida Davidsen, mens de slanke hænder bruges til at illustrere, hvordan en fiktiv hønsesalat slås sammen.

Startede på en ølkasse

Ida Davidsen og hendes mand åbnede restauranten 'Ida Davidsen' i 1974. Før det drev hun familiens restaurant på Åboulevarden, som parret havde overtaget efter Ida Davidsens far, Oskar Davidsen.

Hun er fjerde generation i et dynasti af smørrebrøds­entusiaster, og nu om dage hjælper sønnen Oscar og datteren Mia også til i forretningen.

Men fascinationen af det højtbelagte indfandt sig usædvanligt tidligt i Ida Davidsens liv.

Hun startede allerede som femårig på en ølkasse i restaurantens køkken på Åboulevarden, hvor det var hende, der smurte smør på brødet.

Og det var heldigt, at den levevej viste sig at fungere, for i skolen gik det ikke den unge Ida Davidsen godt.

Hun var ordblind, og det blev først opdaget i 9. klasse, efter at hun havde dumpet eksamen tre gange. Så spurgte hun sin far, om hun ikke måtte droppe ud.

»Det var håbløst. Jeg skrev 'Kære Rom', når jeg skulle skrive til min mor,« siger smørrebrødsjomfruen.

Men mad forstår hun sig på. Siden hun overtog forretningen, har hun føjet næsten 200 nye stykker smørrebrød til den i forvejen omfattende smørrebrødsseddel, som blev indført af Oskar Davidsen.

Smørrebrød i pølsevognen

Og Ida Davidsen har stadig ambitioner på smørrebrødets vegne:

»Mit store ønske, inden jeg dør, er, at der kommer smørrebrødsvogne på gaden ligesom pølsevogne, eller at pølsemanden får lov til at servere frisk smørrebrød.«

Drømmende fortæller hun om dengang, man kunne gå ned og købe seks håndmadder.

»Det ønsker jeg mig så forfærdeligt,« siger Ida Davidsen.

Hvorfor skal vi have smørrebrød i pølsevognen?

»Det er jo vidunderligt, at du kan gå hen og tage dig et dejligt stykke smørrebrød - ligesom du tager en pølse nu,« fortæller smørrebrødets dronning Ida Davidsen med en iver, der er svær at modsætte sig.




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?