Mens vi, mere end mindre, gladelig betaler gebyr på gebyr, når vi køber flybilletter, er det en helt anden sag, når vi får en ekstra regning fra vores hotel.
En undersøgelse udarbejdet af Hotels.com viser, at flertallet af rejsende føler sig snydt, når de opdager, at de skal betale ekstra for parkeringsplads, trådløst netværk eller vandflaskerne på hotelværelset.
Fire ud af ti adspurgte bliver overrasket, når de præsenteres for en ekstraregning på visse ydelser de har benyttet sig af, mens de har boet på hotellet.
Over 2.000 rejsende, heraf 310 danskere, har deltaget i undersøgelsen udarbejdet af hoteleksperten. Af de 310 danskere har 38 pct. oplevet at få dyrere hotelregninger end de havde regnet med, fordi de skulle betale for service, de troet var en del af prisen. Hvis man ser på alle besvarelserne er tallet noget højere, nemlig 48 pct., der mener de har betalt for noget de troede var inkluderet i prisen. I Brasilien er den helt galt. Der svarer hele 78 pct., at de har modtaget en større regning end forventet.
Undersøgelsen viser, at det især er ekstra betaling for parkering og trådløst netværk, der irriterer danskerne, mens det på verdensplan er internet-gebyret der støder mest.
At det er betaling for parkering der irriterer danskerne mest hænger højst sandsynligt sammen med, at danskere er et folkefærd, der benytter sig af bilen når de skal på ferie.
Minibaren er for dyr
Alle der har boet på et hotel ved at prisen i minibaren ikke ligefrem stemmer overens med priserne i supermarkedet. Det er dog ikke noget, der irriterer danskere. De vælger blot at lade være med at benytte sig af minibaren og medbringer selv drikkevarer og snacks.
På verdensplan svarer 63 pct. at hotellernes minibarer er alt for dyre.